Jyske Markets: Frygt for USA-tørke sender afgrødepriser op

Vejrfænomenet La Nina forbindes oftest med varme og tørre konditioner.

Oven på et par dage sidelæns bevægelse i afgrødemarkedet, var den positive stemning i går vendt tilbage. Det skriver Jyske Markets i en aktuel afgrødekommentar.

 Amerikanske Country Futures beretter således, at markedet er ramt af frygt for tørke i USA, med henvisning til det meteorologiske vejrskifte der frygtes undervejs fra El Niño til La Nina.

Sidstnævnte vejrmønster er typisk forbundet med varmere og tørre konditioner for de primære landbrugsområder i USA med vårafgrøder. Indtræffer vejerfænomenet vil det selvsagt medføre reducerede udbytter, og det er tilsyneladende dette scenarie, som både spekulative- og kommercielle interesser positionerer sig mod, med stigende priser til følge.

På den ene side har man således et vejrfænomen, der måske indtræffer, mens den seneste WASDE-rapport, på den anden side viser endnu en sæson med gode forsyninger, med undtagelse af sojabønner.

Aktuelt er amerikanerne godt med i forhold til at få afgrøderne i jorden. For majsens vedkommende vurderes 75 procent af de forventede arealer tilsået, mod 64 procent ugen forinden og 70 procent samme tid sidste år.

Også sojaarealerne er godt på vej, hvor 36 procent af arealerne estimeres tilsået mod 23 procent ugen forinden. Dermed taler heller ikke disse estimater for stigende priser i  markedet.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.