Jyske Markets: Kornpriserne holder stand

Hvedeprisen genfandt tirsdag lidt terræn i både USA og Europa. Det skriver Jyske Markets.

Euroen er blevet styrket mod dollaren efter weekendens franske valgrunde og fortsætter ellers ufortrødent. Fra morgenstunden er dollaren nu under 6,80. Det skriver Jyske Markets.

Vi skal, i følge Jyske Markets, tilbage til natten før Trumps valgsejr i november for at se dollaren handle ligeså svagt.

En stærkere euro mod dollaren er umiddelbart prisnegativt for konkurrenceevnen for den europæiske hvede. Men de tilbageværende lave europæiske hvedeforsyninger forud for kommende sæson lader til at yde prisen en hjælpende hånd.

MATIF lukkede tirsdag med mindre stigninger, og dagspriserne for fransk hvede rapporteres uændrede trods de seneste dages euro-styrkelse. Fransk hvede er dog på grund af både eurostyrkelsen og sivende verdensmarkedspriser på hvede, de sidste par uger gået fra at være verdens billigste hvede, til at være i den dyrere ende.

Majs skrider fremad i USA

I Chicago steg prisen på både hvede og majs, trukket især af våde og kolde forhold over dele af Nordamerika. Tilsåningen af majs i USA er den seneste uge skredet godt frem fra 5 til 17 % af det estimerede areal tilsået. Det er stort set i tråd med normalen for sæsonen, men den næste uge lader det til at såmaskinerne må blive maskinhusene (eller under presenningen!) da vejrudsigten for Midtvesten lover ustadigt vejr med en del nedbør. Majsprisen i Chicago steg på den bekostning godt og vel 1,5 % i går, og mon ikke fondene har stået for en stor del af købsinteressen.

Amerikansk hvede er bagud for årstiden

Hvedeprisen i Chicago viste samme fremgang. Dollarsvækkelsen er en forklaring i forhåbning om, at de amerikanske eksportører kan nå at indhente noget af den haltende amerikanske hvedeeksport den resterende del af sæsonen. Markedet havde i går dog især øje på en forsinket tilsåning af vårhvede, hvor 22 % af de forventede arealer i USA er tilsået mod normalt 34 % for årstiden. Igen er det koldt og vådt vejr der driller. I Canada er kulden også en hindring for forårsarbejdet, hvor snedække stadig præger store dele af arealet. Mere sne vil ifølge vejrudsigterne ramme Alberta og Saskatchewan de næste par dage.

Med vådt og koldt vejr For USA og Canada, til dels det samme i Europa, hvor vi i vest heller ikke har for meget vand i jorden, så tror Jyske Markets at hvedeprisen har oplevet nok nedtur i denne omgang.

De forventer dog stadig sidelæns intervalhandel i niveauet 160-175 EUR/ton for den europæiske hvede på grund af de store forsyninger globalt. Som sælger skal mindre prisrally derfor udnyttes til prissikring.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.