Jyske Markets: Laveste hvedepris i seks år på Chicago-børsen

Hvedemarkerne i USA retter sig og dollaren står stærkt - og det var i går medvirkende til at sende hvedeprisen nedad på børsen i Chicago.

Det amerikanske landbrugsministerium er begyndt at offentliggøre tilstanden af vinterhvedemarkerne i USA. Og det ser ikke katastrofalt ud, skriver Jyske Markets i en aktuel afgrødekommentar.

Faktisk er tilstanden af hvedemarkerne forbedret i både Kansas, Nebraska og South-Dakota. I Oklahoma ser det lidt ringere ud, men tilstanden er stadig bedre end sidste år.

Hvedemarkedet i USA havde ud over de bedre konditioner i markerne en styrket dollar at kæmpe mod. Hvedeprisen i Chicago lukkede i går således i det laveste niveau i næsten seks år.

I Rusland præger den hårde kamp om eksport-ordrerne kornprisen. Både SovEcon og IKAR beretter om faldende eksport-priser. Hvede med proteinindhold på 12,5 handles nu til 177-180 US-dollars pr. ton i de russiske havne.

Matif møllehvede blev præget af den tunge stemning i Chicago, og mandagens prisstigning blev igen pillet af tapetet. Et estimat fra Frankrig på, at majstilsåningen i år grundet de lave priser vil falde seks procent,  kunne ikke støtte op om prisen på hverken majs eller hvede.

Husk, at marts-kontrakten på Matif-møllehvede nærmer sig den sidste uges levetid. Belært af erfaringen kan prisudviklingen her fra bedst betegnes som russisk roulette – så kom ud af kontrakterne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.