Kartoffelavler: Grønne toppe besværliggør optagning

På Busholm blev de første ti hektar kartofler taget op sidste uge, og i denne uge skal der tages 25 hektar op. Men de grønne toppe volder problemer.

- Vi har leveret de første 5.000 tønder stivelseskartofler til fabrikken for et par uger siden. Det var drøjt, da jorden var tør, så der var mange jordknolde. Tilmed var toppene grønne, så de satte sig fast på optageren.

- Det skal vi have fundet en løsning på til næste år, fortæller Paul Hilhorst.

Besværlig optagning

De grønne toppe og de mange jordknolde gjorde det nødvendigt at køre meget langsomt med optageren, og at hyre to mand til at stå på optageren og sortere jordknoldene fra.

Men de ti hektar kom op og er leveret.

Udbyttet er ikke gjort op, men indholdet af stivelse var med 21,1 højt, årstiden taget i betragtning.

- Det er for tidligt at sige noget om udbyttet for vores i alt 85 hektar stivelseskartofler. Det var sidste år et godt eksempel på. Der startede det lidt sløvt udbyttemæssigt, men vi blev reddet af, at stivelsesindholdet i de kartofler, der blev taget op, til sidst lå på 23-24 procent. Det battede meget og gjorde, at vi landede på et rigtig godt udbytte, siger Paul Hilhorst.

Klar til næste levering

I indeværende uge skal Busholm levere yderligere 5.000 tønder stivelseskartofler til fabrikken i Toftlund.

Derudover tages læggekartoflerne og pulverkartoflerne op.

- Vi begyndte at tage de fem hektar læggekartofler op i weekenden. De læsses i kasser og stilles i en lade med gennemtræk, siger Paul Hilhorst.

De 13 hektar med pulverkartofler lægges på lager, så de kan leveres til fabrikken i Brande i januar.

Dermed skal der tages knap 25 hektar kartofler op i løbet af indeværende uge.

Kartoflerne bliver taget op med en maskine, som deles med en nabo. Det passer med, at den kører én uge hos naboen og én uge på Busholm gennem hele kartoffelkampagnen.

Faktaboks

Busholm APS ved Løgum­kloster ejes af Paul Hilhorst. 

476 hektar med korn, raps, frøgræs, hestebønner, majs og kartofler samt 9.000 slagtegrise.

To Pivot-anlæg og syv vandingsmaskiner.

To ansatte.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.