Kartoffelavler: Jeg nedvisner sidst på ugen

Der er igen i år givet dispensation til Reglone til nedvisning af kartofler til lagring - og Philip Schmidt går og regner på hvornår han skal nedvisne.

"Vi går og graver lidt læggekartofler op for at vurdere, hvornår de skal nedvisnes - alt efter tilvæksten. Det bliver måske i slutningen af næste uge. Derpå skal der gå fire uger, før de tages op, så det bliver sandsynligvis i slutningen af august«, fortæller Phillip Schmidt fra Djursland.

De har 10 hektar med læggekartofler, og nedvisningen sker med Reglone, som heldigvis igen har fået dispensation sammen med svidningsmidlet Gozai.

»Vi har luget for sortbenssyge, som der var lidt af i en enkelt sort. Men virus har vi ikke set meget af«, siger han.

Vanding i kartoflerne

Kartoflerne står generelt godt. Der køres med fire vandingsmaskiner. Kartoflerne på den letteste jord er ved at blive vandet for tredje gang, mens de øvrige er vandet to gange.

Kornet vandes kun, hvis det er tørt omkring buskning. Ikke i kernefyldningsperioden - det mener han ikke kan betale sig.

»Ca. en tredjedel af alle vores kartofler er blevet eftergødsket med 20-50 kg N pr. ha ud fra plantesaftanalyser. Og skimmelsprøjtningerne kører ganske fint efter KMCs anbefalinger. Vi har ikke fundet noget skimmel og skal ud at skimmelsprøjte for syvende gang«, fortæller Phillip Schmidt.

Høststart i næste uge

Han forventer, at de går i gang med at høste i slutningen af næste uge (indeværende uge, red.) . Vejrudsigten siger regn i starten af ugen, men derefter må det tørre høstvejr gerne indfinde sig.

Intet korn eller frø visnes ned før høst.

»Det første, vi høster, bliver sandsynligvis vores middeltidlige rajgræs til frø. Hvis det da ikke bliver overhalet af noget vårbyg på let jord på en meget tør lokation, som ikke kan vandes«.

Han vurderer, at frøgræsset står fornuftigt, bl.a. fordi det blev vandet for en måned siden lige før blomstring.

»Det tror jeg, var godt givet ud«.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  • Jordbær: »Jordbærene synger på sidste vers. Vi plukker stadig lidt til butikker, men lukker det ned nu. Selvpluk kører dog stadig. Men i løbet af næste uge lukker vi helt ned for jordbærrene og begynder at gøre os klar til høststart. Det længste, vi tidligere har kørt med jordbær, er indtil starten af august«.
  • Udbytte: »Jordbærsæsonen har generelt set været tilfredsstillende i år. Vi startede senere end sidste år - for en gangs skyld med selvpluk før pluk til butikker. De tidlige sorter har været hårdest ramt af vinterens frost«. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.