KHL i hård kritik af vandområdeplaner: Landbruget forsvinder med de nye tiltag

Stormødet om vandområdeplaner hos Jysk Landbrugsrådgivning ved Korskro torsdag d. 30. april kl. 19.00 sætter fokus på en alvorlig trussel, lyder det fra Thomas Hansen, formand for Kolding Herreds Landboforening.

Kom til stormødet om de nye vandområdeplaner hos Jysk Landbrugsrådgivning ved Korskro torsdag d. 30. april kl. 19.00.

Sådan lyder det i en opfordring fra formanden for Kolding Herreds Landbrugsforening, Thomas Hansen.

"Konsekvenserne af de nye vandområdeplaner for landbruget i vores område er helt uoverskuelige, og jeg er bange for, at planerne simpelthen kan gøre det umuligt at drive landbrug," siger Thomas Hansen.

"Ifølge de nye vandområdeplaner skal vi fra opland Lillebælt, der udleder drænvand til Bæltet, endnu engang have tommelskruerne på. I forvejen undergøder vi markerne 18 procent i forhold til baseline, og nu skal vi reduceres – og hold nu fast! – med yderligere 22 procent! Hvis det sker, vil afgrøderne blive så undergødede, at det ikke længere vil kunne betale sig at dyrke markerne. Husdyrproduktionen vil falde drastisk, og der vil simpelthen ikke være tilstrækkeligt med konventionel gylle til at kunne gøde de økologiske marker," siger Thomas Hansen.

Han understreger, at der altid vil være en udledning af kvælstof ved en produktion på dyrkningsfladen. Der sker kvælstofudledning fra marken, men også fra skove og brakarealer.

"Men at reducere med yderligere 7.800 tons kan ikke lade sig gøre i praksis. Politikerne – både i Danmark og i EU – må da kunne indse, at når så mange landmænd, som det er tilfældet, er økonomisk voldsomt trængte, så KAN man ikke tynge erhvervet med yderligere byrder og begrænsninger. De nye vandområdeplaner er med til endnu engang at skubbe læsset i den forkerte retning, og konsekvenserne bliver, at man må lukke og slukke i mange landbrug med store tab hos pengeinstitutterne til følge. Så herfra skal lyde en stor opfordring til at deltage i stormødet hos Jysk Landbrugsrådgivning d. 30. april," siger Thomas Hansen.

Det er foreningerne i Landbrug & Fødevarer, som inviterer til stormøder under temaet ”Nye vandområdeplaner – nye stramninger?” Stormødet hos Jysk Landbrugsrådgivning, John Tranums Vej 25, Esbjerg Ø, er torsdag d. 30. april kl. 19.00 – cirka 22.00

Emneord vandplaner

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.