Kom til pløjefri sådemo af vårbyg på sandjord - fem maskiner til test

Fem forskellige såmaskiners evne til at etablere vårbyg uden forudgående jordbearbejdning bliver testet i en sådemo 29. marts ved Varde.

Erfaringen viser, at etablering af vintersæd uden jordbearbejdning lykkes ganske fornuftigt - især efter en god forfrugt og med ekstra fokus på det gode håndværk.

Derimod er etablering af vårsæd uden jordbearbejdning en større udfordring. Især på de mere sandede jorder i Vestjylland. Det er forsøgt flere steder med varierende held, og udbyttet i vårsæd falder, hvis det ikke kommer hurtigt fra start og busker sig godt, fortæller planterådgiver Niels Holmgaard fra Sagro.

- Vi vil derfor teste forskellige såmaskiners evne til at etablere vårbyg på sandjord (JB 1) på vores pløjefri sådemonstrationsdag ved Varde 29. marts. Både helt uden jordbearbejdning og efter en øverlig jordbearbejdning med en gyllenedfælder, siger han.

Hvor lidt skal der til?

Det er måske den vigtigste demo i år, hvor alle snakker klima.

For hvor lidt skal der til? Ja, det er et godt spørgsmål, mener Niels Holmgaard.

- Der er i landbruget en støt voksende interesse for pløjefri dyrkning. Og især en øget interesse i udvikling af markbruget mod mindre jordbearbejdningsintensitet - også i pløjede systemer. Derfor har vi valgt at arrangere denne sådemonstrationsdag i vårbyg, som er målrettet såmaskiner, der kan så i helt ubearbejdet jord.

Han understreger, at Sagros holdning er, at hvis man har planer om at udskifte sin såmaskine, er det en god idé at se efter en maskine, som kan noget mere. For eksempel både så i uberørt og harvet jord.

- Dyrkningssikkerhed er en vigtig parameter, og derfor udfordres maskinerne på begge dele under sådemoen, hvor vi fremviser såmaskiner med skiveskær og tænder i forskellige opbygninger, siger han.

Sådan foregår det

Under demonstrationen kan man se alle maskinerne tæt på, mens de sår vårbyg - og også få en snak med forhandlerne.

Sagros pløjefri rådgivere, Jens B. Kristensen og Niels Holmgaard, vil vurdere de forskellige maskiners arbejde i marken undervejs. og der er rig mulighed for faglig input og diskussion. Sagros andre specialister er også repræsenteret.

Senere i vækstsæsonen indbydes til en gennemgang af demonstrationsmarken, hvor afgrøden vurderes ud fra fremtoning og biomassemålinger.

- Udbytte er konge, og derfor bliver arealet selvfølgelig høstet forsøgsmæssigt med fokus på både kilo og kvalitet, slutter Niels Holmgaard.

Faktaboks

Sådemonstration:

  • Hvornår: 29. marts kl. 10-13.
  • Hvor: Bedriften Hallumgade Farming Aps, nord for Varde.
  • Disse maskiner deltager: Virkar Dynamic, Claydon Hybrid, Multiva Forte og Horsch Focus TD. Der arbejdes på en mere.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.