Konservativ borgmester raser: Det pinligste jeg har oplevet

Knud Kristensen, konservativ borgmester i Vesthimmerlands Kommune, langer i aften ud efter partiformand Søren Pape Poulsen og landbrugsordfører Rasmus Jarlov.

Konservative kræver, at Eva Kjer Hansen (V) stopper som miljø- og fødevareminister, fordi hun ifølge partiformanden har fremvist ikke retvisende informationer over for Folketinget.

"Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så pinligt, som det jeg har oplevet i aften," siger Knud Kristensen.

"Man kan ikke gå ind og ville begge dele: Både støtte en landbrugspakke og ville af med ministeren. Jeg er fuldstændig rystet," siger borgmesteren.

Han har skrevet til sin byrådsgruppe og opfordret dem til at mødes onsdag kl. 12 for at diskutere situationen. Han forventer, at sagen får stor opmærksomhed de næste dage og vil derfor vende sagen med sine kolleger.

Han understrger, at landbruget er vigtigt i Vesthimmerlands Kommune. Derfor er landbrugspakken vigtig for at sikre planterne den gødning, de har brug for, så de kan vokse optimalt, siger han.

Mange landmænd i kommunen har udført målinger, der ifølge borgmesteren viser, at udledningen af kvælstof er mindre, end modelberegningerne - som den nuværende regulering er baseret på - tilsiger.

"Det er på tide at få gjort op med dette. Vi skal fokusere på det , der er dokumenteret," siger borgmesteren med henvisning til landbrugspakkens mål om at indføre målrettet regulering, så der gødskes efter lokale forhold.

"Jeg ser, vi har nogle stenbrospolitikere, der er byfolk og ikke ser på, hvad det her egentlig drejer sig om," siger K-borgmesteren.

"Jeg har selv siddet i Folketinget og siddet med Eva Kjer som minister. Jeg har ikke oplevet, at hun har gjort noget for at misinformere. Hun har altid været imødekommende og svaret på det, man har spurgt om. Jeg kan slet ikke forstå det, der foregår i aften," siger Knud Kristensen.

"Jeg har ikke haft mulighed for at læse alt materialet igennem, men det som Eva Kjer Hansen har fremlagt for forhandlerne; det har jeg tillid til er i orden," siger han.

Vesthimmerlands Kommune har kyst ud mod Limfjorden. Borgmesteren forventer ikke, at den ekstra kvælstof, som ifølge ministeriets beregninger udledes de første år under landbrugspakken, vil påvirke miljøet.

"Jeg er overhovedet ikke det mindste bekymret. Vi har i øjeblikket så udsultet en jord, at vi ikke engang kan producere brødhvede," siger Knud Kristensen.

Han fremhæver andre forhold, der bekymrer ham mere: Overløb fra vandværker, når de lukker store mængder spildevand ud i vandmiljøet i forbindelse med store regnskyl samt sommerhuse, der ikke er kloakeret.

Han håber, at Konservative dropper ønsket om at vælte Eva Kjer Hansen.

"Jeg synes, at de Konservative skal spole hele båndet fra i aften tilbage. For det bånd er jeg godt nok ked af at være vidne til," siger han.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.