Konsulenten på besøg: Jeg er overrasket over de sprøjtemidler, jeg ikke må bruge

Hans Thostrup, teknisk rådgiver hos LMO, opfordrer til, at man får styr på sit kemilager, inden sprøjtesæsonen går i gang.

Denne artikel er normalt forbeholdt abonnenter på Mark Plus. Vi har valgt, at du i dag kan læse artiklen uden login.

Landbrugsstyrelsens kontrol af planteværnsmidler hos danske landmænd viser, at der ved 763 kontrolbesøg i 2016 blev konstateret ’Besiddelse af ulovligt dansk middel’ på 19,5 procent af de kontrollerede ejendomme, og at der blev konstateret ’Besiddelse af udenlandsk middel’ på 1,8 procent af kontrolbesøgene.

Derudover blev der konstateret ’Ulovlig anvendelse’ på 2,4 procent af de kontrollerede ejendomme. Hos to procent af de kontrollerede landmænd var forsømmelserne så alvorlige, at overtrædelserne var omfattet af KO og dermed resluterede i et træk i støtten.

»Resultaterne viser, at der er behov for opstramning. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man som landmand får styr på, hvad man har stående på sit lager.

Det bør man gøre to gange årligt, forår og efterår. Dermed kan man få brugt de midler, som snart bliver forbudt«, siger Hans Thostrup, teknisk rådgiver hos LMO.

For nylig var han på besøg hos Arne Søndergaard, som har svineproduktion og 660 hektar med korn og raps nær Rødkærsbro.

Gamle sjatter

»Jeg har besøg af min planteavlskonsulent hver anden uge i vækstsæsonen. Det giver god mulighed for at være på forkant i marken.

Men det er ikke planteavlskonsulentens rolle at have styr på de midler, vi har på vores lager. Det skal vi selv have styr på«, siger Arne Søndergaard.

Selvom han aldrig har større lagre af et enkelt middel stående og typisk køber svampemidler ind i løbet af vækstsæsonen, blev han overrasket, da Hans Thostrup gennemgik kemilageret.

Det skete med mobiltelefonen og appen KemiTjek.

»Det viste sig faktisk, at vi havde nogle svampemidler, som skulle bruges i denne sæson. Jeg var også overrasket over, at jeg hverken må bruge eller opbevare Monitor efter 31. oktober 2018, ligesom jeg hverken må bruge eller opbevare Lexus efter 12. december 2018.

Så de midler skal jeg helt sikkert have brugt i år«, siger Arne Søndergaard.

Kræver app

Hans Thostrup, der kommer i mange kemirum hos landmænd, indrømmer, at det kan være svært at holde styr på midlerne, men understreger samtidig, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at have styr på det.

»Jeg vil helt klart opfordre til, at man downloader KemiTjek på sin mobil. Med appen kan man scanne stregkoden og med det samme få svar på, om midlet er lovligt at anvende og opbevare, ligesom man kan få helt præcis information om de enkelte midler«, siger hans Thostrup.

Han tilføjer, at appen KemiTjek koster 99 kroner årligt og kan bestilles på LandbrugsInfo.dk og downloades.

Faktaboks

4 Anbefalinger til at få styr på kemilageret

  1. Tjek kemilageret to gange årligt. Om vinteren, så du er klar til forårs-sæsonen, og om sommeren, så du er klar til efterårs-sprøjtningerne.
  2. Nyttig app: Download appen KemiTjek, som kan scanne stregkoden på etiketterne og vise, om midlerne er lovlige. 
  3. Nye forbud: Vær opmærksom på, at en række glyphosat-produkter blev forbudt 1. januar 2018.
  4. Udløb: Godkendelsen for nogle af de mest anvendte planteværnsmidler udløber i 2018. Det gælder bl.a. Absolute 5, Ally ST, Aproach, Lexus, Mavrik 2F, Monitor og Sumi-Alpha EW.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.