Kontrol: Knap tre procent af danske landmænd har udenlandsk kemi på lageret

Ugen På Spidsen: Landbrugsstyrelsens kontrol af planteværnsmidler viser, at knap tre pct. af danske landmænd har udenlandsk kemi stående på lageret. Det er der ingen undskyldning for, skriver denne uges klummeskribent.

Det er ikke lovligt at bruge udenlandsk kemi i danske landbrugsafgrøder.

Ved 738 kontrolbesøg i 2018-19 konstaterede Landbrugsstyrelsen, at der var udenlandske planteværnsmidler på 2,8 pct. af de kontrollerede ejendomme.

Det kan der være mange forklaringer på.

Men der er ingen undskyldninger for det.

Det har erhvervet ganske enkelt ikke råd til, hvis vi over for omverdenen vil signalere, at vi har styr på den kemi, vi bruger i markerne.

Mulige årsager

Gransker man lidt i, hvordan det kan være, at danske landmænd har udenlandsk kemi på lageret, så er der især to mulige årsager.

Sjusk i forbindelse med parallelimport af midler, der er tilladte i Danmark, og lovligt påklistrede etiketter, der er faldet af.

Parallelimport

Ved parallelimport af lovlige planteværnsmidler, skal de firmaer, der importerer midlerne sikre sig, at planteværnsmidlerne er forsynet med en dansk etikette.

Der er desværre eksempler på, at firmaer har solgt lovlige midler med udenlandsk etikette til landbrugets leverandører - og at planteværnsmidlerne er sendt ud til landmændene, uden at der er nogen, der har bemærket det.

Det må ikke ske.

Som landmand skal man derfor altid tjekke etiketterne, når man modtager planteværnsmidlerne.

Er der fejl eller mangler, skal man kontakte leverandøren med det samme, og få fejlen rettet - eller returnere midlet.

Løse etiketter

Der er desværre også eksempler på, at importører af lovlige planteværnsmidler ikke har påmonteret de danske etiketter godt nok.

Det har resulteret i, at etiketterne er fladet af.

Udenlandske midler kan være lovlige at bruge i Danmark. Men det kræver, at midlet er godkendt i Danmark, og at det er forsynet med en dansk etikette.

Gør det derfor til en rutine at kontrollere planteværnsmidlerne, inden de sættes på lager - og mindst to gange årligt, mens de står på lageret.

Det vil helt sikkert føre til forbedringer i tallene, når Landbrugsstyrelsen offentliggør kontrolstatistikken for 2019-20.

Ligesom det vil spare den enkelte landmand for dyre bøder.

Endelig vil det gøre det lettere at overbevise politikere og det omgivende samfund om, at vi har styr på den kemi, der bliver brugt på markerne.

Det kan også have stor værdi.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.