Kræftens Bekæmpelse i protest mod at frikende glyphosat

International forskergruppe klager over den europæiske frikendelse af glyphosat for at være kræftfremkaldende. Processen er lukket, ugennemskuelig og utroværdig, mener de.

En lang række af verdens førende kræftlæger med tilknytning til WHO forsøger nu at råbe EU-Kommissionen op og forhindre, at verdens mest solgte sprøjtemiddel, glyphosat, bliver frikendt for risikoen for at kunne give kræft. Mellem dem er seniorforsker Johnni Hansen fra Kræftens Bekæmpelse. Lægerne står bag et brev til sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis, hvor de opfordrer til, at EU ser bort fra frikendelsen, som ellers kom fra EU’s eget fødevareagentur, Efsa. Det skriver Ingeniøren.

Frikendelsen af glyphosat er kontroversiel. Den skete, under et halvt år efter at WHO’s egen kræftkomité, International Agency for Research on Cancer (IARC), var kommet frem til, at glyphosat sandsynligvis er kræftfremkaldende. En af forskellene er, at mens WHO har set på de blandinger, som glyphosat indgår i, herunder Roundup, så beskæftiger Efsa sig kun med selve plantegiften.

Kræftforskerne hæfter sig ved manglen på gennemsigtighed og videnskabelig metode hos både Efsa og det tyske Bundesinstitut für Risikobewertung (BfR), som skrev den baggrundsrapport, der ligger til grund for Efsas vurdering. Forskerne fremhæver, at IARC har vurderet mere end 950 forskellige stoffer siden 1971, og at proceduren er ekstremt velbeskrevet. 17 eksperter sad i den gruppe, som afsagde dommen over glyphosat.

Johnni Hansen forventer, at Kræftens Bekæmpelse vil advare mod kræftfaren ved glyphosat. Dermed går Kræftens Bekæmpelse også mod de danske myndigheder. Herhjemme læner Miljøstyrelsen og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) sig op ad Efsas vurdering. Der er ikke planer om særlige danske tiltag, som skal sikre hverken medarbejdere i landbruget eller forbrugere mod glyphosat på grund af kræftfare. For den findes ifølge myndighederne ikke.

Se mere på www.ing.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.