Kunstig intelligens reducerer spildtid i høst

Snitning af majs og optagning af kartofler og løg involverer mange køretøjer. Kunstig intelligens kan reducere spildtid.

Det vil helt sikkert være en gevaldig øjenåbner for mange landmænd, hvis de vidste, hvor meget spildtid der er i spidsbelastningsperioderne i marken.

Det gælder i høst, hvor man skal være glad, hvis mejetærskeren arbejder effektivt halvdelen af tiden, og hvor enhver kan se, at frakørselsvognene ikke er i bevægelse hele tiden. Det gælder også ved snitning af græs og majs samt ved optagning af kartofler og løg.

Kunstig intelligens kan være med til at effektivisere arbejdsprocesserne. Samtidig kan data give et meget præcist billede af udbytter og kvalitet fra delområder af hver enkel mark.

Det var en af flere konklusioner på en workshop i Square Meter Farm projektet, som blev holdt 7. oktober. Teknikken har bl.a. været afprøvet på Gyldensteen Gods ved høst af løg og halloween-græskar.

Det skal være enkelt

»Ved høst af løg skal der ofte køres langt, der er mange køretøjer i arbejde samtidig, og der ligger en kæmpe opgave i at styre lageret«, fortæller Michael Nørremark fra Aarhus Universitet.

Han tilføjer, at det ved hjælp af en let monterbar boks på hvert køretøj er en stor hjælp for driftslederen at få overblik over alle køretøjer og arbejdsprocesser.

Dermed kan det besluttes, hvor mange vogne der skal bruges til frakørsel, og om det giver mening at læsse løgene over på lastbiler, som kan forestå transporten på landevejen.

Hjemme på opsamlingspladsen har det også stor værdi at vide, hvornår det næste læs kommer, hvilken sort der er tale om, og hvordan kvaliteten er.

Præcise opgørelser af udbytterne helt ned til hvert enkelt træk i marken er tilmed både en gevinst i forhold til næste års planlægning og i forhold til at danne sig et præcist billede af, hvor store mængder løg,der lægges på lager af hver enkelt sort.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.