LandboSyd: Stop kommuners sprøjteforbud

Sagen om Sønderborgs indsatsplaner for grundvand blev rejst på delegeretmødet i Herning.

LandboSyds næstformand Torben Lei opfordrede på delegeretmødet i Herning onsdag miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til at gribe ind over for kommuners sprøjteforbud.

”Det kan ikke være rigtigt, at politikerne i hver enkelt kommune kan gøre, som det passer dem. Det skaber en masse usikkerhed blandt landmændene – lad os derfor få nogle klare regler og samme retnings- linjer,” sagde Torben Lei til ministeren.

Sønderborg Kommune er på vej med sprøjteforbud i to store områder med målsætningen om at beskytte drikkevandet.

Torben Lei forklarede, at Danmark har et af verdens mest restriktive godkendelsessystem for pesticider. Rundt omkring i landet er der placeret fem såkaldte VAP-marker, hvor midlerne bliver sprøjtet ud for at se, om der sker udvaskning. Hvis der sker udvaskning, bliver midlerne taget af markedet med det samme. Disse VAP-marker repræsenterer ca. 95 procent af de jordtyper, der er i Danmark.

Tusindvis af vandprøver

LandboSyd har gennemgået ca. 3.500 vandanalyser fra de områder i Sønderborg kommune, der nu er i høring. Kun i fem af disse analyser blev der fundet nogle midler, der allerede er forbudt. En enkelt af disse prøver var over grænseværdien. Midlerne er ikke genfundet, så måske er der tale om fejlanalyser, lyder det fra LandboSyd.

Vand fra 950 hektar

Torben Lei oplyste, at Sønderborg by bliver forsynet af nogle boringer, hvor indvindingstilladelsen er 950.000 m3.
Hvis det forudsættes, at 100 mm af den nedbør, der falder, bliver til drikkevand, så svarer det til, at disse boringer får vand fra 950 ha. Kommunen vil forbyde sprøjtninger på 64 hektar.

”Det giver da ingen mening at gøre dette. Var de bange for nedsivning, skulle de jo pille alle 950 hektar. ud. Det viser, at der ikke er noget fagligt belæg for at gå så drastisk til værks,” sagde Torben Lei.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.