

Billede 1 af 2
»I går da jeg gik ned ad markvejen, kneb jeg øjnene sammen og tænkte, hvordan det ville se ud, hvis det hele var groet til i kamille«.
Sådan lyder en af de bekymringer, som Christen Petersen, økologikonsulent i LHN, støder på, når han laver omlægningstjek for konventionelle landmænd, der overvejer at lægge om til økologi.
Ifølge Christen Petersen, der holdt et indlæg på økologikongressen i Kolding torsdag, står ukrudt højt på listen over bekymringer, og et af de hyppigste spørgsmål er, hvilken strigle, de skal have.
»Så siger jeg, at en strigle er kun for begyndere. Den ser kun et synonym for alt det, der skal gøres, men de vil have en strigle, helst en stor og ny en«, siger han med et glimt i øjet.
Gødning og sædskifte
Gødning er også noget, alle spørger meget ind til. Har de nu nok, og hvordan skal man stille an med det.
»I starten er alle bange for, at de har for lidt«, supplerer han.
Sædskifte er også et varmt emne for omlæggere. Mange planteavlere vil meget gerne dyrke en masse vinterbyg, men erfaringerne viser, at det er en meget svær afgrøde at dyrke økologisk, så det fraråder konsulenterne for meget af. Mælkeproducenterne skal ofte skifte fra en verden med tre fjerdedele majs i markerne til måske kun en fjerdedel.
»Majs er en af de ting, der kan gå grueligt galt«, siger Christen Petersen.
Mange afgrøder
Christian Eriksen er økologisk landmand og født ind i den driftsform. Han kan godt forstå omlæggernes bekymring.
Som økolog er man nødt til at tænke sædskiftet i forhold til ukrudt og næringsstoffer, påpeger han.
»Planterne skal gødes tilpas og ikke for lidt, så de kommer godt fra land og de skal sås lidt tættere så de kan konkurrere med ukrudtet. Heldigvis starter mange af dem, der lægger om fra konventionel til økologi på jord, hvor der er godt styr på ukrudtet”, siger han.
Han peger på, at man hellere skal have 10 forskellige afgrøder end fire, fordi det så betyder mindre, når en afgrøde kikser.
»Det sker jo oftere i økologi, så man skal fordele risikoen mere«, siger han.
Bange for kontrol
Endelig spørger mange til økologikontrollen.
»De vil gerne vide, hvad kontrollen forlanger, og hvad de skal have klar. Kontrollen kan godt irritere dem«, siger Christen Petersen.
Ane Förde, Landbrugsstyrelsen, opfordrer også omlægningskonsulenterne til at klæde landmændene godt på til kontrollen.
»Vi finder dumme fejl, og så siger landmanden, at det har konsulenten ikke sagt noget om. Det kan være rigtig ærgerligt«, siger hun.
Christen Petersen forbereder sine kunder på kontrol og tilbyder også at være bisidder.
»Men vi er jo heller ikke gratis, så hvis de ikke efterlyser det, får de ikke så meget«, siger han.
Kommentarer