Landmand afpudser græsmarker til biogas og kviefoder

Høsten har været nem og tidlig i Vestjylland - med god tid til at få fjernet halmen tørt.

"Fjerde græsslæt er kommet i hus for en uges tid siden. Det ser ud til, at både kvalitet og udbytte er fint - årstiden taget i betragtning«, siger Lene Fløe Møller fra Holmager Økologi.

De er også i gang med at afpudse græsmarker, hvor græsset er blevet for langt eller groft. Det bruges til kvierne. En del afpudsning fra afgræsningsmarker og nogle kommune-arealer har de kørt til biogasanlæg, hvor det byttes til afgasset gylle.

Også al dybstrøelsen er røget til biogas. De er glade for at slippe for at lægge det i markstak og dække af med plastik.

Rapsen er sået og kommet fint op. Der er lidt spildkorn i foragrene, men indtil videre ikke tegn på skadedyr.

Tidlig og nem høst

»Vi har haft en tidlig og nem kornhøst og nåede lige at blive færdig den sidste dag i august. Så tidligt er vi aldrig blevet færdig før«, fortæller Lene Fløe.

Hun mener, det skyldes, at de i høst altid tror, det begynder at regne - for sådan plejer det at være i Vestjylland.

»Så vi har kørt på, haft travlt og udnyttet alle muligheder for at få høstet - men regnen udeblev. Samtidig er rigtig meget af kornet skårlagt, fordi der var meget ukrudt efter det våde forår. Og det betød, at vi kunne høste til midt nat«.

Forskel på vårsæds-udbytter

Der har været meget stor forskel på udbytterne i både vårbyg og havre.

»Vi har høstet alt lige fra nul til 120 pct. af normaludbyttet. De bedste udbytter høstede vi i det tidligt såede korn, der ikke var hæmmet af de voldsomme regnmængder, vi fik i foråret. Det gav 6,5-7,0 ton pr. ha - hvilket er rigtig godt og over middel«, siger hun.

Til gengæld gav det ringeste korn ikke mere end to ton eller mindre.

»Det sent såede vårkorn var voldsomt hæmmet af regn, som kom kort efter fremspiring. En del af det ville vi have sået om, men det var så vådt, at vi ikke kunne køre i marken. Ploven sad fast sidst i maj, og den høje sandjord soppede af vand. Så vi opgav det«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.