Landmand afværgede brand i bygning

En landmand agerede snarrådigt, da han med sin plov lavede et brandbælte.

Ved Diegårdsvej 3, Sandved, var der mandag ved middagstid udbrudt brand i en mejetærsker, som også truede en ejendom, der grænsede op til marken.

Det blev dog afværget ved, at en lokal landmand, kaldet "Farmer Torben", pløjede et brandbælte gennem marken, beretter Erik Andersen, indsatsleder ved Næstved Brandvæsen.

"Bonden var så snarrådig, at han fik fat på en plov og lavede et brandbælte, så ilden standsede der. Så var det relativt let for brandfolkene at standse ilden der," beretter Erik Andersen.

Landmanden havde skabt en plovfuge i to rækker.

"Det hjalp os gevaldigt meget. Det gjorde faktisk, at bygningen ikke umiddelbart var truet af markbranden."

Ilden startede ifølge Erik Andersen ved Diegårdsvej, da der udbrød brand i mejetærskeren. Der blæste en voldsom vind fra østlig retning, der førte branden - der havde fået fat i korn på rod - i retning af Skafterupvej.

"Førsteindsatsen kørte så langt frem som overhovedet muligt i vindretningen. Opgaven var at standse branden ved vejen, så den ikke fortsatte i marken på den anden side. Det blev så lidt på bekostning af mejetærskeren, men man kan ikke løbe efter en brand i medvind. Man skal overhale branden og så tage den fra den anden side," beretter indsatslederen.

Anden indsats slukkede derefter ilden i mejetærskeren.

Indsatslederen beretter, at hele marken brændte. Han kender ikke hektarstørrelsen, men betegner det som en 'pænt stor mark'.

Det har ikke været muligt for Landbrugsavisen.dk at få kontakt til landmanden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.