Det er de færreste landmænd, der har stiftet bekendtskab med vårrug.
Vårrug er en gammel kornart, der stort set har været ude af dyrkning på grund af dens lave udbytte.
Da malkerobotter vandt frem, var der en del mælkeproducenter, som brugte vårrug til de kløvergræs-udlægsmarker, som de skulle have tæt ved malkestalden.
Vårrugens ekstremt hurtige vækst gav hurtigt grønne marker, som køerne kunne afgræsse, til kløvergræsset havde fået fat. Men derudover har det set sølle ud for arealet med vårrug i Danmark.
Ifølge Landbrugsstyrelsen blev der i 2021 dyrket vårrug på 200 hektar. Det er formentlig højt sat, og kan dække over, at der er landmænd, som har indberettet forårssået vinterrug som vårrug.
Facit er derfor, at arealet med vårrug er meget begrænset, og at afgrøden først og fremmest dyrkes af økologer. Det er der flere grunde til.
Ekstremt kraftig vækst
»Vårrug er en speciel afgrøde. Den giver ikke så høje udbytter og går let i leje«, siger Sven Hermansen, chefkonsulent hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Han tilføjer, at udbyttet i økologiske forsøg har ligget på ca. tre ton pr. hektar - og at den i sammenlignelige forsøg giver 30 pct. mindre end økologisk dyrket havre.
Derfor mener han, at de særlige egenskaber kan bruges til at producere brødrug af god kvalitet ved lavt kvælstofniveau. Han understreger, at vårrug er en nicheafgrøde, der bør dyrkes med en sikker afsætningskanal, hvor prisen kan honorere kvaliteten.
Velegnet til rugbrød
En af de landmænd, som har erfaring med at dyrke vårrug, er Karsten Kjærgaard, som driver et biodynamisk landbrug på Livø.
Han sælger vårrugen til Aurion.
»Jeg har dyrket vårrug næsten hvert år siden 2013. Den egner sig godt til vores landbrug, hvor vi har få næringsstoffer til rådighed, og hvor det ofte er tørt om sommeren. Det gør, at vårrugen ikke går i leje«, siger Karsten Kjærgaard.
Han tilføjer, at afgrøden bliver ca. 160 cm høj, og at han har høstet fra 1,5 til 2,5 ton pr. hektar.
Hos Aurion roser Bjarne Hansen afgrøden, som har et proteinindhold, der med over 12 pct. er ca. en tredjedel højere end i vinterrug. Det giver en god bagekvalitet. Samtidig er rugbrød bagt af vårrug lysere og mildere i smagen.
Faktaboks
Vårrug
- Udbyttet ligger på 2,5-3 ton pr. ha.
- Har et svagt strå og går let i leje.
- God kunkurrenceevne over for ukrudt.
- Har et højt proteinindhold.
Kommentarer