Landmand glad for øget areal med hestebønner - står fantastisk

Afgrøderne på Sindballegård står godt. Det gælder i særdeleshed hestebønnerne.

"Vi fik fire mm nedbør i onsdags. Ikke noget, der gør en stor forskel. Afgrøderne står godt, og de kan foreløbig klare sig noget tid endnu, inden de får det for tørt«, siger Morten Skjødt.

Han glæder sig over, at han i foråret besluttede at skære ned på arealet med vårbyg og i stedet udvide arealet med hestebønner fra 15 til 32 hektar.

For mens vårbyggen stadig bærer præg af de våde forhold i maj, så står hestebønnerne fantastisk.

Flotte hestebønner

»Hestebønnerne har ikke lidt under kulden og de store mængder nedbør i maj. De blomstrer helt vildt lige nu, og de har allerede sat mange bælge«, siger Morten Skjødt Mikkelsen.

Han regner med at sprøjte hestebønnerne mod svampesygdomme i den kommende uge. Det bliver med Amistar og Orius, og der bliver tale om en enkelt sprøjtning.

Hestebønner er følsomme over for vandmangel under blomstringen. Selv om de kunne have godt af nedbør nu, er Morten Skjødt fortrøstningsfuld i forhold til, at de forholdsvis tørre forhold på nuværende tidspunkt ikke koster udbyttetab.

Spinaten blomstrer

Spinaten er præget af, at jordmidlerne ved ukrudtssprøjtningen virkede rigtig godt.

Afgrøden klarede skærene, mens der var rigtig god effekt mod ukrudtet. Det har gjort, at afgrøden er meget ren for ukrudt - på trods af, at der kun er sprøjtet mod ukrudt to gange og foretaget én radrensning.

Spinaten blev sprøjtet mod svampesygdomme med 0,3 liter Propulse og 0,3 liter Folicur Xpert pr. hektar i sidste uge. I den kommende uge følges op med 0,5 liter Opera pr. hektar.

Mange skulper i vikke

Vintervikke står i fuldt flor nu.

»Jeg har prøvet at dyrke vårvikke til frø, men det er første gang, jeg dyrker vintervikke til frø. Jeg er derfor spændt på, hvor lang tid den blomstrer - og om den når at blive moden«, siger Morten Skjødt.

Faktaboks

  • Sindballegaard ved Vejle.
  • 338 ha med vårbyg m. udlæg, hvede, havre, hestebønner, spinat, hvidkløver og rajgræs til frø. JB 6-7.
  • Pløjefri dyrkning fra 2011, Conservation Agriculture fra 2016. Harver dog før vårbyg og pløjer før spinat.
  • 280.000 slagtekyllinger.

Udfordring her & Nu

  • Efterafgrøder: Jeg skal have hele puslespillet med efterafgrøder til at gå op. Jeg har købt en brugt Amazone gødningsspreder med en 24 meter bred bom, som jeg vil etablere efterafgrøderne med før høst. Jeg regner med at udsprede efterafgrødefrøene om et par uger.
  • Flyvehavre: Jeg har enkelte pletter med flyvehavre, som jeg skal have luget grundigt. Jeg ser efter flyvehavre på alle marker. Det tager en uge for én mand. Vi er dog to mand, så vi kan forhåbentlig klare det på tre dage.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.