Landmand glad for at rødsvingel er skårlagt - bunden helt samvokset

Hos Rasmus Eriksen er de 35 hektar rødsvingel skårlagt. En kraftig byge har sikret tilstrækkelig vand frem til høst.

"Jeg fik skårlagt rødsvinglen midt i ugen. Der er meget stængel, og efter at have set, hvor filtret og samvokset afgrøden var i bunden, er jeg glad for beslutningen«, siger Rasmus Eriksen.

Skelhøje Maskinstation stod for skårlægningen med en 15 fods MacDon skårlægger. De lavede et flot stykke arbejde.

Dermed er rødsvinglen klar til at blive høstet med pickup-skærebord midt i den kommende uge.

Skårlægningen vil også sikre, at de tidsler, der ikke havde fået en tilstrækkelig dosis til at bukke under, bliver tørret på skårene. Det gør det lettere at lave en god tærskning af rødsvinglen.

Heftig regnbyge

Mandag faldt der en kraftig byge, hvor der faldt 30 mm på kort tid. Afgrøderne blev stående, takket være vækstregulering.

»I vårbyggen og frøgræsset har jeg lavet vinduer, hvor sprøjten blev slået fra, da jeg vækstregulerede«, fortæller Rasmus Eriksen.

Han tilføjer, at sprøjtevinduerne med al ønskelig tydelighed viste, at det var en rigtig beslutning at vækstregulere i år.

Både vinterhvede og vårbyg er gået delvist i leje i sprøjtevinduerne, og i de vinduer, der ikke er vækstreguleret i frøgræs, lå afgrøden som tromlet langs jorden.

Regnen gjorde godt, da der på de lette jorder var kommet tørkepletter i markerne. Men med 30 mm kan afgrøderne klare sig frem til høst.

Flotte sukkerroer

»Sukkerroerne står rigtig godt og ser meget sunde ud. Roerne skal tages tidligt op. Derfor kan jeg nøjes med en enkelt sprøjtning mod svampesygdomme om en-to uger«, siger Rasmus Eriksen.

Bortset fra lugning af flyvehavre har der været en periode med god tid. Det har givet tid til, at eleven og markmanden kan holde et par ugers sommerferie, ligesom Rasmus Eriksen også selv har haft tid til at nyde sommeren med familien.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  • Sortrust: Selv om rajgræsset har fået en god sprøjtning mod svampesygdomme, har Rasmus Eriksen fundet sorte pletter på nogle af bladene i rajgræsset. Han har sendt billeder til sin DLF-frøavlskonsulent, som skal afgøre, om der er tale om sortrust.
  • Aksløberens larve: I foråret var aksløberens larve hårde ved marken med første års rødsvingel. Det drejer sig om 10 af de 35 hektar med rødsvingel.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.