Landmand har aldrig sået så tidligt: Jorden er ekstremt tør

Christian Dalgaard fra Sevel, mellem Skive og Holstebro, såede knap 25 hektar vårbyg i går. Han regner med at have sået 40 ud af 120 hektar vårbyg i løbet af weekenden.

"Jorden er tjenlig, så jeg sår den del af vårbyggen, vi dyrker på høj JB1 jord nu". Det fortæller Christian Dalgaard, som sammen med sin far driver Dalgaard I/S med 400 hektar og 420 malkekøer.

Vejret bliver afgørende for, om han i den kommende tid fortsætter med at så vårbyg på nogle lavtliggende arealer – eller om han i stedet vælger at køre gylle ud på de marker, hvor der skal sås majs.

Tidlig såning

"Jeg har ikke prøvet at så vårbyg så tidligt. Normalt starter vi med at så vårbyg 15.-20. marts", fortæller Christian Dalgaard, der fortæller, at jorden ved Sevel er usædvanligt tør i forhold til, at det stadig er meget tidligt i foråret.

Han tilføjer, at han regner med, at have sået det meste af vårbyggen omkring 1. april – på nær 15 hektar humusjord, som eventuelt først bliver sået, når majsen er kommet i jorden.

Samtlige 120 hektar med vårbyg er sorten Flair, og at vårbyggen skal bruges som foder i besætningen.

Han sår med en fire meter bred Väderstad Spirit, og placerer 150 kg NK 19-15 pr. hektar i forbindelse med såningen.

Derudover er der udlæg i alle 120 hektar med vårbyg.

På halvdelen af arealet skal udlægget bruges som efterafgrøder, mens resten er udlæg af kommende græsmarker.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.