Landmand: Konventionelle gulerødder på vej ud ligesom buræg

Klaus Vestergård dyrker både konventionelle og økologiske grøntsager, men han fornemmer, at forbrugerne foretrækker de økologiske, hvis de blot er til at betale.

Gulerodsproducenten Danroots fra Bjerringbro, tidligere Tange Frilandsgartneri, har stadig et stort areal med konventionelle grøntsager, men det kan meget vel snart være ovre, siger direktør Klaus Vestergård til Fødevarewatch.

"Jeg ser salget af gulerødder gå samme vej som sagen om buræg. Jeg tror, at vi i løbet af kort tid vil se nogle af de danske kæder melde deres konventionelle gulerødder og rodfrugter helt ud. Sikkert ført an af Irma," siger Klaus Vestergård.

I den forrige sæson, 2015/2016, var godt halvdelen af Danroots' produktion af rodfrugter økologisk. I denne sæson var 25 procent konventionelt. De konventionelle rødder skrumper altså kraftigt hos Danroots.

Erfaringen er, at det er meget nemmere for Klaus Vestergaard at afsætte de økologiske grøntsager, både i Danmark og udlandet. Forbrugerne vil gerne købe økologiske grøntsager, hvis de er til at betale, siger Klaus Vestergaard til Fødevarewatch.

Sidste år voksede overskuddet til 3,9 mio. kr. hos Danroots, hvilket skyldtes en større og tidligere eksport end forrige år, så det nåede at blive regnet med i regnskabet. Forrige år var overskuddet på 2,9 mio. kr.

Siden 1955 har der været dyrket rodfrugter på DanRoots, og i dag tæller sortimentet et udvalg af gulerødder, pastinakker, persillerødder, jordskokker og rødbeder; både økologiske og konventionelle.

Den nuværende ejer, Klaus Vestergård, er 3. generation på gartneriet og 4. generation følger, når tid er, lyder det ifølge selskabet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.