Landmand sparede 17.000 kroner på kemi med droneflyvning

Droneflyvning kan være et effektivt redskab til at øge effektiviteten, men minimere miljøpåvirkning og ovenikøbet spare penge, ifølge rådgivningsvirksomheden VKST.

For en landmand ved Hvalsø viste det sig at være en god idé at få en droneflyvning af sin mark.

Det skriver VKST i en pressemeddelelse

- Landmanden har en rødsvingel-mark, der skal pløjes op, men han vil gerne sprøjte tidslerne inden, da de ellers vil overleve pløjningen og gro op igennem den efterfølgende vårbyg, forklarer specialkonsulent i VKST, Frederik Christensen.

- Derfor tog han fat i mig, og jeg fik lavet en droneoverflyvning med det formål at identificere områder inficeret med tidsler, siger Frederik Christensen.

Ved hjælp af dronen fandt specialkonsulenten og landmanden frem til, at ud af markens samlede areal på 44,95 hektar behøvede kun 9,89 hektar at lbive behandlet.

Dermed kunne landmanden spare 78 procent i kemi. 

– En normal dosering ville være cirka 2,5 kg Round Up Powermarks per hektar, og ifølge KornBasen koster det 205 kroner per kilo. Så det er en besparelse på lidt over 17.000 kroner på de 35 hektar, som ikke skal sprøjtes, forklarer Frederik Christensen fra VKST.

Frederik Christensen hjalp landmanden med at uploade billederne fra dronen til Cultiwise, hvor der blev lavet en fil til landmandens Amapad 2-terminal, så der kunne køres spotsprøjtning på marken.

Droneflyvning kan være et krav

Der er netop åbnet for ansøgningen til tilskud til miljø- og klimateknologi, hvor man kan søge tilskud til nye sprøjter, der kan udføre spotsprøjtning. Det er sidste omgang med tilskud til miljø- og klimateknologi.

- Men i de fleste tilskud, landmanden kan få, er det et krav, at markerne skal overflyves med en drone hvert år i tre år eller få injektionsudstyr på sprøjten. Ellers kan de ikke få tilskuddet, forklarer Frederik Christensen.

Den succesfulde anvendelse af droneteknologi peger på potentialet for at revolutionere sprøjteprocesser i landbruget, mener Frederik Christensen.

- Fremover kan landmænd ved hjælp af avanceret teknologi optimere deres anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, hvilket ikke kun resulterer i økonomiske fordele, men også understreger en forpligtelse til at vedtage mere bæredygtige metoder, siger Frederik Christensen og påpeger dermed, at præcisionslandbrug både er godt for pengepungen, for tidsoptimeringen og ikke mindst miljøet.

/emt

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.