Landmand: Tredje slæt er i hus, og vi gør klar til høst

Rajgræs til frø skårlægges nu og høstes først i uge 31 - hvis vejret vil det. Så følger kornhøsten, der dog ikke tegner til topudbytter.

"Vi fik taget tredje slæt i sidste uge (uge 29, red.), mens vi var på ferie. Det gik fint. Kvaliteten var OK, men udbyttet var lidt lavt pga. varmen og manglen på vand.

Græs er ikke ret produktiv, når det er varmt. En del af græsset kan ikke vandes - det begynder at kunne ses nu i form af tørkeskader«, siger Lene Fløe Møller fra Holmager Økologi.

De har ikke fået ret meget regn. Der er kommet under fem mm den sidste måned, fortalte hun i onsdags 28. juli.

Frø- og kornhøst

Endnu er der ikke høstet frø eller korn, men Lene Fløe Møller forventer, at rajgræsset skårlægges lørdag 31. juli.

»Det ser ud til, at der lige er en tørvejrslomme omkring denne weekend, så vi kan få skårlagt og høstet efter tre dage på skår«, siger hun.

De plejer selv at skårlægge med en selvkørende MacDon på 25 fod.

Den lægger rajgræsset i et tre meter bredt skår, og så brede skår kan være besværlige at høste. Især fordi rajgræsset er meget kraftigt og med mange kamille.

»Vi har netop købt en sidemonteret 4-meter Pöttinger Novacat skiveskårlægger, som laver to små skår og skulle være mere skånsom«, siger hun.

Ko og kalv projektet

Bedriften er ved at afprøve, om de kan højne dyrevelfærden i et nyt ko og kalv projekt, hvor de også er tilknyttett en erfagruppe.

Her afprøver de den mest skånsomme fravænning og start på kal- velivet. Det går bedre end forventet.

»1. februar stoppede vi med at give kalvene mælk. I stedet lader vi dem gå og patte hos moderen i 3-7 dage efter fødslen, hvor de får råmælk. Derpå parrer vi kalvene med en ammetante, som passer dem i 3½ måned. Hun går alene med tre kalve i 3-4 dage, så de kan knytte sig til hinanden.

Derefter lukkes de sammen med fire andre ammetanter og kalve. Ammetanterne fodres ekstra godt, og kalvene har adgang til kraftfoder og dybstrøelse. De kan både gå ud og ind de første måneder. Det er en ren fornøjelse at se kalvene fræse rundt og lege på græsmarken«, siger Lene Fløe Møller.

Metoden kræver meget halm og plads, og de arbejder stadig på at finde den rigtige opskrift.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  1. Majs: »Vi skal i gang med at vande majsen for første gang, selv om vi ikke rigtig har lyst til det. Indtil nu har majsen ikke haft det store vandingsbehov, da den er sået meget sent - men det kommer nu. Den står ellers rigtig godt«.
  2. Lageret: »Vi er ved at levere det sidste grynhavre fra sidste år og skal have lageret gjort rent, så vi er klar til høst. Vi har også været i gang med at udvide det område, hvor vi tørrer korn. Vi har sat sokkelsten og støbt højere vægge til aflæsning af kornet i høst«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.