Lav en sædskifteplan for dine efterafgrøder flere år frem

Af Anne Darre-Østergaard, Henrik Fredsgaard Larsen og Lene Mathiasen, alle tre ansat i planteavlsdelingen hos Agrovi

Mange efterafgrødemarker viser i disse dage deres sande potentiale ved at fortsætte væksten ind i december måned.

Det er nu i planlægningssæsonen vinteren igennem, at det er tid til at træffe nogle gode beslutninger i forhold til sit efterafgrødesædskifte.

Hvad enten man er bedste venner med sine efterafgrøder, eller de er en årlig tilbagevendende irritation, er de blevet en uomtvistelig del af vores sædskifte.

For at få det optimale ud af efterafgrøderne er vi nødt til at kigge lidt længere frem, end vi ofte gør sædskiftemæssigt - helst to år, men gerne længere. Her skal der både kigges på de afgrøder, vi skal tjene vores penge på, men så absolut også hvilke efterafgrøder som kan give mening at tilføje.

Vi skal med andre ord både have en sædskifteplan for vores hovedafgrøder og en sædskifteplan for vores efterafgrøder.

Derudover skal vi også have værktøjer - plan B og C, så vi kan kompensere for de meget forskellige vejrforhold, som efterafgrøderne skal etableres i.

På den måde får vi bedre styr på efterafgrøderne.

Væsentligheden af efterafgrøder i  sædskifte

Hvis man tænker langsigtet med sine efterafgrøder og formår at lave succesfulde efterafgrøder, kan man bl.a. sikre kontinuerlig tilbageholdelse og recirkulation af de kostbare næringsstoffer, som vi tilfører. I nogle tilfælde kan vi endda tilføre og frigive.

Derudover forbedrer vi jordstrukturen for de efterfølgende afgrøder og giver, hvad der lidt forenklet svarer til et ekstra lag halm til jorden.

Men for at nå dertil begynder det med, at man har en god plan A, en plan B og helst også plan C. For det danske vejr er lunefuldt, som det altid har været, og der er nødt til at være en god sikkerhed i etableringen af efterafgrøder.

En efterafgrøde forbedrer jordstrukturen for de efterfølgende afgrøder og giver, hvad der lidt forenklet svarer til et ekstra lag halm til jorden.

Betydningen af efterafgrøder ved direkte såning

Har man en godt etableret efterafgrøde vil den både samle næringsstoffer op og lave en biologisk jordbearbejdning, og herved løsne jorden.

I systemer med direkte såning vil jorden unægtelig blive mere kompakt. Her er en god efterafgrøde meget vigtig for at skabe en løs overjord, som hovedafgrødens rødder kan udvikle sig i. Lykkes det ikke, kan en meget øverlig jordbehandling være nødvendig for at sikre rodudviklingen. Derfor er en veludviklet efterafgrøde helt afgørende, især hvor der etableres uden forudgående jordbearbejdning.

En anden væsentlig faktor er, at jo mindre jordbearbejdning, jo lavere vil mineraliseringen være lige omkring hovedafgrødens fremspiring. Dette skyldes, at jorden er mere kompakt og derfor ofte koldere.

Det er derfor vigtigt, at der bliver tilført næring på det rigtige tidspunkt, så vårsædsfrøet kan komme godt fra start og får sat rødder. Det er rigtig vigtigt, da vårsædens vækstperiode kun er fire-fem måneder.

Her vil en succesfuld efterafgrøde i nogen grad løsne jorden, og ved valg af de rigtige efterafgrøder også skabe en frigivelse af næringsstoffer. På den længere bane vil humusopbygningen i overjorden også gøre,  at overjorden bliver mere porøs og øge mineraliseringen her. 

Den biologiske jordbearbejdning gør også, at jorden til foråret hurtigere er farbar, da vand hurtigere vil blive drænet væk. Desuden er overjorden også mere porøs, og afgrødens udvikling vil være langt bedre end i en ubearbejdet jord.

I systemer med pløjefri dyrkning, især ved direkte såning, er det derfor essentielt at få efterafgrøden til at arbejde for os. Hvis ikke efterafgrøderne lykkedes tilfredsstillende, skal humus-indholdet i overjorden være stort for at man kan opnå en god rodvikling i vårafgrøden uden en øverlig jordbearbejdning.

Artsvalg

Har man udelukkende lovbestemte efterafgrøder, hvor man kan bruge korsblomstrede arter, honningurt og visse kornafgrøder, er regnestykket med hensyn til sygdomme mere enkelt. I dette scenario skal man primært undgå arter, der kan opformere kålbrok, det vil sige undgå gul sennep.

Har man også frivillige efterafgrøder, hvor alt er tilladt, skal man have tungen lige i munden. For har man bælgplanter inde i sit hovedsædskifte, skal man vælge bælgsædsarter til efterafgrøderne med omhu.

Hestebønne eller ærter skal man have mindst fem års pause i sædskiftet, inden man kan dyrke dem igen. Dette gælder også vikke- eller ærtearter som væsentlig bestanddel i sine frivillige efterafgrøde. Derimod kan fx lupin- og kløverarter godt bruges, så man kan køre et mere stramt bælgplante-efterafgrøde-sædskifte. 

Lad os prøve at stille et sædskifte op i et skema. I tabel 1 er vist en ejendom med et seksmarks-skifte.

Tabel 1. Eksempel på et 6-mark sædskifte

Der er nævnt forskellig blomstringstid på olieræddike. Det skyldes, at der i olieræddike ligesom raps er forskel på udviklingshastigheder, og dette bør vi udnytte i forhold til kvælstoffrigivelsen til efterfølgende afgrøde. Dette kommer vi tilbage til nedenfor.

Tabel 1 viser et tænkt eksempel på, hvordan et sædskifte med hestebønner/ærter kunne se ud.

Først og fremmest skal man lægge en plan for, hvilken afgrøde det er man skal tjene sine penge på.

Dernæst er vi nødt til at fylde de lovpligtige efterafgrøder på, og til sidst kan vi lave de fagligt interessante frivillige efterafgrødemarker.

I marken med ært/hestebønne, kan man tage vikke med, da man derved kun belaster sædskiftet en gang med samme sygdomskompleks. Andre steder i efterafgrødesædskiftet bør benyttes lupiner eller kløverarter for at have et sundt sædskifte for bælgplanterne

En bemærkning til bælgplanterne

Bælgplanter har som bekendt symbiose med rhizobiumbakterier og danner rodknolde, som opsamler kvælstof fra atmosfæren. 

Mindre kendt er det, at de også er med til at opformere svampearter, der danner mykorrhiza netværk med kulturplanterne, som kan være med til at øge optaget af vand og næringsstoffer til planten.

Valg af bælgplanter i de frivillige efterafgrøder kan også være en fordel, når man har arter som raps, spinat eller roer i sædskiftet, da disse afgrøder ikke opformerer eller vedligeholder svampe i jorden, der danner mykorrhizanetværk.

Ved brug af lupin skal man huske at pode med en rhizobiebakteriestamme, som lupin danner symbiose med den, første gang man har den med rundt i sædskiftet.

Frigivelsen til efterfølgende afgrøde

Man skal dog være opmærksom på, at der er forskel på væksthastigheden af olieræddikearterne.

Har man en olieræddike, der går i stængel, vil en større del af kvælstoffet være bundet hårdere og dermed op til to år om at blive omsat. En sådan efterafgrøde vil altså give næringsstoffer til de efterfølgende to hovedafgrøder på den pågældende mark.

Ved maltbygavl skal man være opmærksom på, at en kraftig olieræddike i stængel kan give en sen frigivelse af kvælstof og dermed for højt proteinindhold. Dette kan i nogen grad styres med igangsætning af nedbrydning.

Ideelt forebygges dette med artsvalg af olieræddike med en sen blomstrende art og ved at anvende efterafgrødearter, der ikke binder kvælstoffet så hårdt. Omvendt vil en senere frigivelse oftest ikke være et problem foran en havre, vårhvede eller en bælgsæd.