Lerjord støvede ved tidlig såning af vårbyg Fyn

20 hektar sortsblanding af vårbyg blev sået usædvanligt tidligt ved Jordløse på Fyn i weekenden.

"Vi har sået de første 20 hektar vårbyg i weekenden. Såbedet smuldrede rigtig fint. Ja, faktisk støvede det, selvom vi kørte på god stiv lerjord".

Det fortæller Astrid Møllebjerg, som er medhjælper hos far på Elmegaard, hvor de driver 90 hektar med korn og har en produktion af slagtekyllinger.

Usædvanlig tidlig såning

"Vi plejer at så i slutningen af marts eller begyndelsen af april. I år vil jeg dog tro, at vi er færdig med at så de i alt 60 hektar vårbyg om et par uger", siger Astrid Møllebjerg.

Hun tilføjer, at der på de tilsåede arealer blev pløjet kyllingemøg ned i sidste uge. Efter pløjning gav to nætter med frost rigtig fine såbed.

Når Anita Møllebjerg er optimistisk i forhold til at være færdig med at så om to uger, så skyldes det blandt andet, at de 20 hektar, der er sået, er sået på noget af den stive lerjord, mens de resterende 40 hektar skal sås på arealer, der er lettere at tilberede i foråret.

Dertil kommer, at selve såningen klares med en seks meter bred Väderstad Rapid.

Sår en sortsblanding

"Vi har tidligere dyrket maltbyg. I år har vi dog valgt at så en sortsblanding på samtlige 60 hektar", siger Astrid Møllebjerg. 

Hun tilføjer, at sortsblandingen består af tre sorter: Flair, Wish og Prospect – og at udsæden er købt som en færdigblanding. 

Blandingen af tre sorter skal give en bedre dyrkningssikkerhed, end der er ved at dyrke vårbygsorter hver for sig. Det skal gerne resultere i højere udbytter. 

Samtidig giver blandingen af tre sorter et mindre smittetryk af svampesygdomme, så behovet for bekæmpelse af svampesygdomme bliver mindre.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.