L&F fik pillet prop i markvanding ud af ny plan

Markvanding bliver ikke ramt af nye vandområdeplaner, hvilket ellers var frygtet. Det glæder L&F.

Landbrug & Fødevarer var lettede, da de i dag, tirsdag, så nye vandplaner fra miljøminister Kirsten Brosbøl.

"Det, der lå i kortene var, at der ville komme yderligere begrænsninger for markvanding. Det har vi nu fået boret ud," forklarer Lars Hvidtfeldt, viceformand for Landbrug & Fødevarer. 

Især i det vestjyske er markvanding vigtig - og det er da også især de lokale landboforeningers 'task force markvanding' ledet af Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug, der har gjort en stor indsats, siger Lars Hvidtfeldt.

Bjarne Larsen er selv glad - men vil først se nærmere på det med småt.

”Det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med. Men før jeg kan få armene helt op over hovedet vil jeg gerne vide, om vi skal betale en pris for at få det ud," siger Bjarne Larsen.

”Mit ultimative succeskriterie er, at mine medlemmer og kolleger kan få lov til at vande det, som er nødvendigt, inden for lovgivnings rammer," uddyber han.

I de første vandplaner var der lagt op til reduceret markvanding ud fra tanken om, at nogle vandløb udspringer af grundvandet. Det blev pillet ud af 1. generation efter pres fra Landbrug & Fødevarer. Det har så igen ligget i kortene, at reduceret markvanding skulle med, men det er altså ikke sket.

"Staten er kommet til erkendelse at markvanding ikke udgør et problem," siger Lars Hvidtfeldt.

"Det er vi selvfølgelig glade for. Det er en lobbysejr," siger han.

Vil bekæmpe begrænsninger ad bagvejen

Der er lagt op til, at kommunernes administrationsgrundlag skal justeres, så kommunerne fremadrettet skal tage stilling til påvirkningen i forbindelse med sagsbehandlingen. I den forbindelse er der dog behov for vidensopbygning, hvilket der lægges op til skal ske i løbet af planperioden, mener L&F.

 

Lars Hvidtfeldt forklarer,  at L&F vil fortsætte deres arbejde med fokus på kommunernes administrationsgrundlag, så eventuelle restriktioner ikke sniger sig ind af bagvejen.

Faktaboks

Der er i planerne en erkendelse af, at der ikke er påvist et indsatsbehov ift. vandindvindingens mulige påvirkning af vandløbenes vandføring. Der er derfor ingen indsatser over for vandindvinding til markvanding i planperioden 2015-2021. 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.