L&F: Forbud af pesticid kan få katastrofale følger

Forbud mod brugen af neonikotinoider vækker bekymring i Landbrug & Fødevarer.

Fredag forbød EU brugen af neonikotinoider, og det kan få store konsekvenser for danske landmænd. Det mener Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion.

"For den danske planteavler kommer det til at betyde større udgifter, potentielt mindre udbytter, større forbrug af insekticider og måske også udfasning af nogle produktioner", siger han.

"For mig at se er det en rigtig, rigtig dårlig beslutning, og vi havde som minimum håbet på at få det bevaret til bejdsning, specielt for de afgrøder, der ikke er blomstrende". 

Forbuddet rammer alle afgrøder, også dem, der ikke tiltrækker bier, for eksempel roer og frøafgrøder. 

"Det er klart, at det vil få katastrofale følger i nogle af de afgrøder, som ikke er blomstrende, i og med at det heller ikke der må bruges som bejdsemiddel", siger Torben Hansen. 

forbud skulle redde bier

Grundlaget for beslutningen var, at brugen af neonikotinoider kan gå ud over bibestanden i Europa. 

"Jeg tror ikke, at det kommer til at gøre den store forskel for bierne. Den måde, vi har brugt det på i Danmark, tror jeg ikke har skadet bierne", mener Torben Hansen. 

I 2013 forbød EU at anvende neonikotinoider i raps, men Danmark fik dispensation til at anvende neonikotinoider til bejdsning af vinterraps, da det blev brugt i mindre doser og midlet næsten var forsvundet, når rapsen blomstrede. Men det er slut nu. 

"Vi mener, at den potentielle fare, der var, er ikke-eksisterende i forbindelse med brug af den i vinterraps", siger Torben Hansen. 

"Det kommer til at gove usikkerhed og koste udbytter. I raps har vi for eksempel skadedyr, som kan være altødelæggende eller give meget store tabsprocenter".

Nordic Sugar er bekymrede

Nordic Sugar har med bekymring fulgt sagen nøje. Forbuddet vil ramme cirka 1.000 danske roedyrkere med 34.000 hektar sukkerroer tilsammen. 

"Vi beklager beslutningen om at forbyde neonikotinoider. Sukkerroen er ikke en blomstrende afgrøde, bejdsning er begrænset til nogle få gram i jorden, idet neonikotinoiderne er tildelt direkte i det pillerede frø", lyder det i en pressemeddelse fra Nordic Sugar.

"Derudover findes der ingen alternativer. Det betyder, at dyrkerne vil producere færre roer – og det har en økonomisk effekt. Vi appellerer derfor til, at forskningen indenfor plantebeskyttelse og myndighederne om hurtigt at udvikle og godkende alternative løsninger".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.