L&F: Landmænd skal få ryddet op i kemirummet

Der er ingen undskyldning for at have og bruge ulovlige sprøjtemidler, fastslår direktør Flemming Nør-Pedersen og der er hjælp at hente.

Efter at det i går kom frem, at mange landmænd stadig bliver taget med ulovlige sprøjtemidler i deres kemirum, er budskabet klart fra Landbrug & Fødevarer: Reglerne er til for at blive overholdt. 

"Der skal ikke stå nogen som helst kemikalier hos landmænd som det er ulovligt at bruge. Det er landmandens ansvar, og han skal selvfølgelig prioritere, at der bliver ryddet op, for eksempel hvis han overtager en gård," siger Direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen.

Efter en lovændring i 2012 er mere end 1500 sprøjtemidler blevet ulovlige, og der sker løbende ændringer, som loven kræver, at landmænd er opdaterede på. 

Derfor har Flemming Nør-Pedersen stor forståelse for, at det er blevet svære for landmænd, at holde styr på, hvornår produkter ikke længere er lovlige. 

"Vi er lige nu i en overgangsperiode, hvor landmænd skal vænne sig til nye regler, men heldigvis ser det ud til, at de fleste overtrædelser drejer sig om bagateller. Men nye regler er aldrig en undskyldning for at bryde loven, og det skal bringes til ophør," fastslår Flemming Nør-Pedersen.

Han anbefaler alle landmænd, at benytte sig af appen KemiTjek, som Seges har lavet og opdaterer løbende. 

Finder typisk en eller to ulovlige dunke

At der bliver fundet ulovlige sprøjtemidler hos mange landmænd undrer ikke Christina Skelmose Jørgensen, der som planteavlsrådgiver hos Jysk Landbrugsrådgivning har gennemført mere end 60 kemitjek hos landmænd.

"Det handler ikke om ond vilje. Det er simpelthen svært at holde sit kemirum 100 % lovligt," siger hun 

Landmænd henvender sig til hende for at få rådgivning, om hvordan indholdet i lever op til lovgivningen. På trods af deres klare ønske om at overholde alle regler, så var kun fire ud af de 60 helt fejlfrie.

"Det forstår man måske bedre, når man hører, at tre ud af fem fejl hos landmændene skyldes midler, der stadig er godkendt, men hvor den konkrete dunk er blevet ulovlig, fordi producenten har lavet en ny etiket, der justerer på anbefalingerne i forhold til anvendelse og dosis. Sådan en dunk er ulovlig, men den udgør ikke nogen miljørisiko," understreger hun i et interview på Jysk Landbrugsrådgivnings hjemmeside.

En femtedel af de andre overtrædelser, Christina har fundet, drejer sig om dunke, hvor etiketterne er gået til - og så er indholdet pr. definition ulovligt. 

Den sidste femtedel af overtrædelserne drejer sig om gamle midler, som nu er kommet på forbudslisten. 

"Min erfaring er også, at langt hovedparten af ulovlighederne er helt bagatelagtige. Typisk finder jeg i et helt kemirum en eller to dunke, der ikke er lovlige længere," siger Christina Skelmose Jørgensen.

Hun mener, at sælgerne af plantebeskyttelsesmidler også har et ansvar for at informere om ved køb, hvis sælgeren ved at et middel snart bliver ulovligt eller skifter etikette.

Enkle råd mod usikre dunke

Seges anbefaler selv nogle enkle metoder til at holde styr på kemirummet:

  • Sæt altid nyindkøbte midler bagerst på hylden, så rester bliver brugt først.
  • Tjek mindst to gange hvert året, om midlerne stadig er lovlig. 
  • Er du i tvivl om et middel stadig er lovlig, så spørg din leverandør.
  • Viser det sig, at du har ulovlige produkter til at stå, så aflevere dem hurtigst muligt til destruktion på kommunens genbrugsstation.
  • Læs flere råd her

KemiTjek appen kan landmænd bruge til at scanne eller indtaste stregkoder på sprøjtemidler for at tjekke om de er lovlige. Appen findes til både Android og Apple produkter.

Appen kræver at man logger ind via et abonnement, som koster 89 kr. om året. Det kan købes her, eller ved at scanne denne QR kode. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.