L&F: Mindre gødning vil være katastrofalt for landbrug

De nye vandplaner får tomlen nedad fra Landbrug & Fødevarer, hvis de fører til mindre gødning.

Miljøministeriet har mandag sendt vandplaner i høring som lægger op til at tabet af næringsstoffer skal reduceres med yderligere 7.800 tons frem mod 2021. Heraf skal det i 2015 besluttes politisk, hvor de 6.200 tons reduktion skal findes.

Det svarer til, at landbrugets bidrag skal reduceres med 46 procent i perioden fra 2012 til 2021.  Reduktionsmålene i vandplanerne rammer meget forskelligt i landet. Således vil udledningen af kvælstof skulle begrænses med yderligere knap 20 procent i Limfjorden, 25 procent i Odense fjord og 30 procent i Mariager Fjord udover de reduktioner der allerede er på vej.

"Det vil være en katastrofe for landbruget i disse områder, hvis disse reduktioner skal ske med yderligere restriktioner på landbrugsproduktionen," siger Torben Hansen.

Grundlæggende forkert

L&F frygter, at det vil føre til nye restriktioner mod landbruget. Ideen om at fikse miljøet ved bare at reducere kvælstofudledning er grundlæggende forkert, siger Torben Hansen, formand for plantesektion i Landbrug & Fødevarer.

"Det hjælper ikke miljøet at stille krav om mindre kvælstof. Og løsningen er alt for dyr. En så stor reduktion af kvælstof vil reelt gøre det umuligt at drive et rentabelt landbrug i store dele af landet – uden at der er udsigt til en virkelig mærkbar effekt af stramningerne," siger Torben Hansen.

Han mener, at myndighederne i stedet bør fokusere på, hvordan man forbedrer det samlede økosystem i fjorde og kystvande.

"Det kræver dels, at myndighederne sætter realistiske mål for miljøtilstanden, dels at man gør noget aktivt ude i vandmiljøet, f.eks. at få ålegræs til at brede sig igen. Hvis landbruget skal reducere udledningen af kvælstof med 6.200 tons, vil det koste mange arbejdspladser i både landbrug og følgeindustrier," siger Torben Hansen.

Ministre imod vækst

I foråret lancerede regeringen Vækstplan for fødevarer på anbefaling fra Vækstteam for fødevarer, som har peget på et potentiale i fødevareerhvervet på op mod 25.000 arbejdspladser og 30-50 mia. kr. i øget eksport i 2020, forudsat at de rette betingelser for landbruget er til stede.  Efterfølgende bebudede statsministeren, at en ny moderne miljøregulering af landbruget skal give erhvervsøkonomiske gevinster.

"Nu ser vi så et udspil fra en af regeringens ministre, der går i den stik modsatte retning. Regeringen er nødt til at vælge en vej, hvor der også er plads til et driftigt og konkurrencedygtigt landbrug. Der hvor kravene er urealistiske, må ministeren bruge undtagelsesbestemmelserne i vandrammedirektivet eller løse udfordringerne på anden måde," siger Torben Hansen.

Han påpeger, at dansk landbrug i forvejen er ekstremt hårdt ramt af, at danske politikere tolker EU-reglerne mere restriktivt en regeringen i de lande, vi konkurrerer med. Derfor har dansk landbrug det svært. Det mærker vi til fulde nu, hvor Rusland har indført importforbud.

"Der er absolut ikke plads til yderligere forringelser af rammevilkårene. Der er tvært imod behov for at danske landmænd kan dyrke afgrøder af god kvalitet ved at kunne gøde efter afgrødernes behov," siger Torben Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.