L&F: Nu må Dan J. rykke på kvælstof-fikserende afgrøder

Torben Hansen, L&F Planteproduktion, efterlyser afklaring af, om kvælstoffikserende afgrøder kommer med i den danske palet af miljøfokusarealer.

Nu må fødevareminister Dan Jørgensen skære igennem og åbne op for, at danske landmænd kan medtage kvælstoffikserende afgrøder som ærter og hestebønner som miljøfokusarealer fra 2015. Alt andet er urimeligt og konkurrenceforvridende, eftersom Danmark er det eneste land i hele EU, der ikke har givet sine landmænd denne mulighed.

Sådan lyder opfordringen fra Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion.

Han forudser, at mange landmænd af mangel på alternativer i 2015 vil vælge at braklægge store arealer for at opfylde kravet om miljøfokusområder, fordi de frygter, at efterafgrøderne mislykkes, så de risikerer store træk i støtten efter kontrol.

»Vi risikerer, at op mod 25.000 hektar glider ud af drift, fordi folk ikke tør satse på efterafgrøder. Det er i alt fald ikke noget, der gavner vores konkurrenceevne,« siger Torben Hansen.

Haster med afklaring

Da det i september kom frem, at Danmark som det eneste land af 28 i EU ikke har medtaget kvælstoffikserende afgrøder i sin palet af miljøfokusafgrøder, lovede fødevareminister Dan Jørgensen at overveje sagen på ny og vende sagen med Folketingets Fødevareudvalg, når han havde fået en indstilling fra NaturErhvervstyrelsen.

Men siden har man intet hørt til sagen.

NaturErhvervstyrelsen ønsker ikke at oplyse, hvor langt processen er, eller hvad styrelsens indstilling bliver.

Men landmændene har behov for en afklaring af hensyn til deres planlægning, understreger Torben Hansen.

»Den afklaring skal komme nu. For mig er det indlysende, at vi bør have de samme muligheder som vores konkurrenter. Vi har brug for at kunne planlægge her og nu, og derfor har vi brug for den melding - det er allerede måneder for sent,« siger Torben Hansen.

Han frygter, at tusindvis af hektar vil blive tage ud af drift »til ingen verdens nytte.«

»Det jeg hører på vandrørene er, at der er konsulenter, der nu direkte anbefaler landmændene at tage en del arealer ud til brak for at kunne være sikre på at leve op til kravet om miljøfokus. Det sætter os i en dårlig konkurrencesituation!«

Bonnesen undrer sig

I Folketingets fødevareudvalg undrer Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen sig over, at der endnu ikke er kommet en invitation til at drøfte sagen fra fødevareminster Dan Jørgensen.

»Vi venter utålmodigt på en melding fra fødevareministeren, så vi kan få sagen på plads. I Venstre har vi hele tiden sagt, at når de kan finde ud af det i alle andre EU-lande, så må det også kunne lade sig gøre i Danmark - hvor svært kan det være? Som Venstres fødevareordfører må jeg indtrængende bede om, at der bliver rykket på sagen.«

Fødevareministeriet har ikke besvaret en henvendelse fra LandbrugsAvisen om sagen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.