L&F om vismænd: Absurd at foreslå kvælstofafgifter i krisetid

Landbrug & Fødevarer ser kritisk på årets anbefalinger fra vismændene i Det Miljøøkonomiske Råd.

Det er uholdbart, når de miljøøkonomiske vismænd i årets anbefalinger peger på afgifter og kvoter som middel til at regulere mængden af kvælstof, der udledes.

Det mener Landbrug & Fødevarer.

"Det er både uacceptabelt og helt absurd, at man i en situation, hvor der er krise i landbruget og hvor flere bedrifter står for at skulle dreje nøglen om, peger på løsninger, som kun vil gøre erhvervets vilkår ringere," siger Niels Peter Nørring, der er områdedirektør for Miljø og Energi i Landbrug & Fødevarer.

I årets diskussionsoplæg fra formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd ser vismændene blandt andet nærmere på en status for opfyldelse af vandrammedirektivet i Danmark og på, hvordan landbrugets udledning af kvælstof kan reguleres, så de samfundsøkonomiske omkostninger bliver så lave som muligt.

Undren over beregninger

Niels Peter Nørrin er L&F's repræsentant i Det Miljøøkonomiske Råd og undrer sig både over de beregningsmodeller, der ligger til grund for vismændenes betragtninger, og over, hvordan formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd tilsyneladende slet ikke ser på de negative sideeffekter, det har, hvis man skal reducere produktionen i landbruget.

"Vi må desværre konstatere, at de økonomiske vismænd baserer deres vurderinger i afsnittet om vandrammedirektivet og kvælstofregulering på en række antagelser, der i de senere år er sået alvorlig tvivl om. Blandt andet at kvælstof stort set er den eneste betydende faktor for miljøkvaliteten og, at miljø- og reduktionsmålene er fastsat på en faglig forsvarlig vis," bemærker Niels Peter Nørring.

Kig på målrettede tiltag i stedet

I stedet for at se på afgifter og kvoter som middel, bør man gå i gang med målrettede tiltag ude i vandmiljøet, hvor problemerne er, eller tiltag i randen af vandmiljøet uden for markerne. Det vil sikre, at det danske råvaregrundlag kan udvides og dermed øge indtjeningen i alle dele af fødevareklyngen samtidig med, at der tages hånd om miljøproblemerne.

Rådet undervurderer negative effekter

Formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd oplister alle de fordele, der ligger, hvis målene i vandrammedirektivet bliver opfyldt, som eksempelvis god økologisk tilstand i kystvandene, herlighedsværdi og påskønnelse af naturværdier, men man glemmer at se på de negative økonomiske konsekvenser for hele landbrugets følgeindustri.

"En reduktion af produktionen på landbrugets primærarealer har langt større negative konsekvenser for primærerhvervet, end det vurderes i rapporten. Hertil kommer de vidtrækkende følgevirkninger for samfundsøkonomien ved fald i beskæftigelsen og i eksporten. De økonomiske konsekvenser for både landbruget og samfundet er efter Landbrug & Fødevarers vurdering således stærkt undervurderet i formandskabets diskussionsoplæg," siger Niels Peter Nørring.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.