L&F-top viste landmænds bøvl til ’Big Phil’: Se den 179-sider lange vejledning

EU’s landbrugskommissær Phil Hogan fik udleveret et print af den danske vejledning om landbrugsreformen, da Landbrug & Fødevarer i går mødte kommissæren i Bruxelles.

Landbrug & Fødevarers formand Martin Merrild, viceformand Lone Andersen og adm. dir. Karen Hækkerup medbragte et 179 sider langt print af den danske vejledning om landbrugsreformen, da trioen i går havde et timelangt møde med EUs landbrugskommissær Phil Hogan i Bruxelles.

Fik et lille kilo papir

»Vi fortalte ham om vores bekymringer for det voksende bureaukrati i landbrugsreformen og de grønne krav. Som en illustration af, hvorfor vi mener, der er brug for forenklinger, gav vi ham vejledningen på 179 sider, et lille kilo papir, som alle danske landmænd skal have styr på, når de søger EU-støtte. Det forstod han rigtig godt,« siger Lone Andersen.

Hun oplyser, at den danske delegation konkret efterlyste forenklinger af reglerne om efterafgrøder, miljøfokusområder og kravet om to eller tre afgrøder på bedrifterne.

Bad om flere eksempler

Og selvom kommissæren nøjedes med at lytte uden at love noget, virkede Phil Hogan meget interesseret og opsat på at leve op til sine løfter om at gennemføre konkrete forenklinger af EUs vildtvoksende landbrugsbureaukrati.

»Man kunne mærke, at han er landmand og forstår vores situation. Han var nem at tale med, spurgte interesseret ind og virkede i det hele taget til at være meget inde i sagerne. Og han bad os om endelig at komme med flere praktiske eksempler, som han kan bruge,« fortæller Lone Andersen.

Hun fik i det hele taget et meget godt indtryk af den høje irer, som også gjorde indtryk med sin fysiske fremtoning.

»Han er en kæmpestor mand, næsten to meter høj!«

Fik invitation

Lone Andersen og den danske delegation benyttede lejligheden til at invitere landbrugskommissæren på besøg i Danmark.

»Vi har inviteret ham med til Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i november. Vi håber, han kan finde plads i kalenderen, når vi er ude i så god tid,« siger Lone Andersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.