Lokale vejrdata skal spare plante-værnsmidler og øge indtjeningen

Et netværk af 37 lokale vejrstationer skal hjælpe sønderjyske landmænd til bl.a. bedre effekt ved sprøjtninger.

Vi har længe ønsket lokale klimadata. Hidtil har vi trukket på DMI og to lokale klimastationer til 50.000 kroner stykket i vores forsøg. Men nu får vi et helt netværk af lokale vejrstationer hos lokale landmænd, som vi kan følge«, siger Finn Olsen, planteavlskonsulent hos Sønderjysk Landboforening.

Helt præcist er der tale om 37 vejrstationer, som bliver stillet op hos 25 sønderjyske landmænd.

For landmændene kan vejrstationerne gøre nytte på flere måder. For eksempel kan de fortælle, om det regner eller blæser for meget i en fjerntliggende mark en tidlig morgen, når der skal sprøjtes. De kan opsamle vejrdata som beslutningsstøtte for, hvornår en sprøjtning mod eksempelvis septoria i vinterhvede skal sættes i værk, og de kan bruges bagudrettet til at vise, om der var noget, man kunne have gjort anderledes.

Billig løsning

De 25 sønderjyske landmænd har bestilt de 37 vejrstationer hos FieldSense, og betaler 99 kroner om måneden pr. vejrstation.

»Vejrstationerne kan måle: Jordtemperatur, vindhastighed, nedbør, luftfugtighed, lufttemperatur, lufttryk, UV og lysmængde«, fortæller John Smedegaard fra FieldSense.

Han tilføjer, at vejrstationerne leverer data hvert tiende minut, og at landmændene løbende kan følge data ved at downloade en app på mobiltelefon eller tablet.

»Det er ret unikt, at Sønderjysk Landboforening har påtaget sig at styre opsætningen af de 37 vejrstationer, så landmændene både kan følge vejrdata på egne vejrstationer og på alle de andre vejrstationer i netværket. Det vil man normalt skulle betale ekstra for«, siger John Smedegaard.

Bedre beslutningsgrundlag

»Vores rolle har været at koordinere opstillingen af vejrstationerne, så vi får mest mulig gavn af dem. Derudover vil vi følge data løbende. Det håber vi kan forbedre vores rådgivning, både fordi vi hele tiden kan se, hvordan vejrforholdene er lige nu og her, og fordi vi får et meget bedre overblik over, hvordan vejret har været gennem en længere periode på en given lokalitet. Det har stor betydning, når vi for eksempel skal forudsige flyvning af glimmerbøsser, eller time sprøjtning mod septoria i vinterhvede«, siger Finn Olsen.

Nattefrost og mængden af nedbør kan være meget lokalt. Derfor er Finn Olsen ikke i tvivl om, at de lokale vejrstationer kan give et bedre beslutningsgrundlag ved forskellige opgaver i marken.

Faktaboks

3 fordele ved lokale vejrdata

  1. Mere præcise data: Regeringen har besluttet at finansiere, at data fra DMIs vejrdata skal gøres gratis. Det sker i flere trin, og vil være fuldt implementeret i 2022. DMI dækker hele landet, men har et begrænset antal vejrstationer. Lokale vejrstationer vil derfor være mere præcise for mange landmænd.
  2. Bedre timing: Med lokale vejrdata kan landmænden lettere beslutte, om det er vejr til at sprøjte, ligesom timingen af sprøjtningen kan forbedres.
  3. Spare kemi: Med bedre varsling og bedre timing ved sprøjtningerne kan landmanden få en bedre effekt og spare planteværnsmidler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.