Lupiner kan være alternativ til dyr gødning

Lupiner dyrkes især af økologer, men kan være et alternativ på konventionelt drevet sandjord.

Dyr handelsgødning retter fokus mod alternative afgrøder, som for eksempel bælgsæd. Bælgsæd kan nemlig optage kvælstof fra luften.

Dyrkningen af bælgsæd til modenhed oplevede en stærk fremgang fra godt 12.000 hektar i 2015 til knap 34.000 hektar i 2018.

Stigningen i arealet var især drevet af, at flere konventionelle landmænd prøvede kræfter med at dyrke hestebønner.

Tørken i 2018 gav dog udbyttemæssigt en lussing, Derfor faldt arealet med bælgsæd til modenhed i 2019 til godt ca. 21.500 hektar. Siden er arealet steget støt og var i 2021 på mere end 35.000 hektar.

Dyr handelsgødning kan føre til, at arealet stiger betragteligt til den kommende sæson.

Lavt udbytte - god pris

I 2021 blev der dyrket lupin på 2.700 hektar i Danmark, hvoraf blot 100 hektar var konventionelt dyrket.

Det skyldes, at lupiner hovedsageligt bruges til kvægfoder hos økologer. Lupiner er med et protein-indhold på 34-38 pct. og et fedtindhold på ca. 6 pct. et godt alternativ til soja.

For konventionelle landmænd er lupiner umiddelbart bedst egnet på let og uvandet jord, da afgrøden er god til at modstå tørke. Udbyttet er lavt, og udsæden er dyr - men afregningsprisen er forholdsvis høj.

Derfor kan 2022 blive året, hvor konventionelle landmænd prøver kræfter med lupiner på et mindre - og egnet areal.

Men det kræver, at afsætningen er på plads, inden lupinerne sås.

Faktaboks

Lupiner:

  • I 2021 blev der dyrket 2.700 ha med lupiner i Danmark.
  • Af disse var knap 2.600 ha økologiske.
  • Erfaringerne med konventionelt dyrkede lupiner er sparsomme i Danmark.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.