Majs sået under plasticfilm spurter i vejret - allerede 1,8 meter høj

Phil Allin, mælkeproducent i Devon i det sydlige England, har sået 24 hektar majs under en bionedbrydelig plasticfilm, og nu kan han se frem til tidligere høst, højere udbytte og højere tørstofindhold i majsen.

Majsen er allerede i første uge af juli mandshøj hos mælkeproducent Phil Allin, Holsworthy i det sydlige England.

Han har sået 24 hektar med majs af sorten Isanto under en biologisk nedbrydeligt plasticfilm. Det gav majsen en god start, og afgrøden i nogle af markerne var allerede i første uge af juli 1,8 meter høj og var nået til blomstringsfasen.

Det skriver netavisen Farmers Weekly, der også viser et billede af landmanden og hans konsulent i den mandshøje majsmark i juli, se her

”I år ses den største forskel mellem majsmarkerne, jeg nogensinde har set. Majs, som har været sået under plastic, stormer afsted, mens majs, som er dyrket på åben mark, har haft svært ved at få fat”, siger konsulent Barry Mills, der er rådgiver for Phil Allin. 

Majsene skal bruges til ensilage til besætningens 350 køer, som kælver i efteråret.

Fordele ved plastik over majsene

Ved at have plasticfilm over majsen, dannes et varmt og fugtigt miljø, som den oprindeligt tropiske afgrøde trives godt i. Dermed øges vækstraten, så de første 21 dage vækst kun tager 9 dage.

Majsen får også flere varmeenheder under plastic, og det øger udbytte og energiindhold i afgrøden. Der bliver således produceret samme tørstofindhold som i græs på et areal, der er 20 procent mindre.

Majsen kan også sås tidligere, idet overdækningen er med til at mindske skaderne ved nattefrost. Hos Phil Allin blev majsen sået 10. april i lerjord, og i løbet af maj var der nattefrost tre gange.

”Ved at lægge plasticfilm over marken, kan vi tillade os at så en måned tidligere”, forklarer Phil Allin.

En ekstra gevinst er, at høsten kan rykkes frem, så han forhåbentligt undgår våde marker, som han knap kan køre i - og dermed undgås også sammentrykning af jorden. 

Phil Allin forventer at høste majsen fra 15. september.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.