Af Jens Kornbeck, analytiker, Agrocura
USDA følger i fodsporet af de private analysehuse og opjusterer sojaavlen i Brasilien med 4 mio. tons, og der er basis for at forvente yderligere opjustering i næste rapport. Avlen i Argentina holdes dog lidt skuffende på uændret niveau.
Dertil fik vi også en opjustering af det kinesiske forbrug. Sojalageret kunne derfor øges med 2,5 mio. tons og det svarer til et lagerniveau på 25 procent af forbruget.
Skal vi have billig soja for alvor, skal vi helst have lageret i nærheden af de 26 procent. Det er sandsynlighed for at det lykkes allerede i næste rapport, så det går den rigtige vej i forhold til vores forventninger om prisfald ind mod april.
Den vellykkede høst i Australien medfører også stigende forventninger til rapsproduktionen.
På kornmarkedet bragte WASDE-rapporten ikke de store overraskelser. Der var forventet en svag prisnegativ rapport med opjusteringer af hvede og majsproduktionen.
For hveden fik vi opjusteret produktionsforventningerne til Australien og Argentina, hvorimod de blev justeret en smule ned i Europa, så slutlageret her nu er under 10 mio. ton. Slutlageret er tæt på 250 mio. tons på verdensplan, og derfor står det lave lager i Europa i kontrast til det velforsynede verdensmarked.
Majsproduktionen blev opjusteret med 5 mio. tons på baggrund af den vellykkede vejrudvikling i Brasilien igennem februar og kombineret med en opjustering af majsarealet.
Sammen med opjusteringer i Sydafrika, Argentina og Australien blev det til samlet opjusteringer af produktionen af andet korn end hvede på 12 mio. tons.
Relaterede artikler
Kommentarer