Mark: Kina øger importen - til fordel for dansk landbrug
Kina begynder at trække lidt fra igen.

Af Jens Schjerning, analytiker, Agrocura

Kina sluttede 2016 med en årlig vækst på 6,8 procent.

I vedlagte graf, se under teksten, ses væksten, hvorpå vi har lagt en 36 måneders ændring af de ledende indikatorer, blå kurve. Læg mærke til, at de ledende indikatorer er begyndt at stige igen, det bedste signal vi kan få på lidt bedre tider. Derfor må vi også forvente, at den kinesiske vækst igen peger opad, i hvert fald her i år 2017.

Det ses også på nattens friske eks- og importtal fra Kina. Eksporten steg med 7,9 procent i januar, som ellers næsten altid er en skidt måned. Markedet havde forventet en fremgang på 3,3 procent. Importen steg med 16,7 procent mod ventet 10,0 procent.

Samlet antyder tallene både fremgang i den kinesiske økonomi, men også verdensøkonomien.

Kigger vi nærmere på eksporten fra Kina, så ses det, at eksporten til USA er steget og ligger nu med en fremgang på 9 procent på årsbasis. Det er spændende, hvorledes Trump vil agere herpå med hans handelskrig.

Det er den kinesiske importfremgang, der er yderst interessant for os. Kina har reduceret deres sobestand med 12 mio. søer fra 2013 til 2016. De har lukket de meget små og mindre besætninger.

De vil formentligt fremadrettet have større sites. Det kræver super management og de rette folk, og det volder Kina udfordringer, hvorfor de endnu ikke er kommet op i tidligere niveauer på antal søer.

Derfor øger Kina også deres import af svin fra Europa til vores gavn via højere afregningspriser for os.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.