Maskinkonsulent: Landmænd køber for stor traktor - og for lille sprøjte

Brug penge på godt grej, hvor det giver mening, lød budskabet til landmænd på maskinstrategimøde i Sorø fredag.

En god sæson i spinat, så der ruller ekstra penge ind, og så skal den gamle traktor endelig udskiftes. Og den skal  have nok hestekræfter. Og måske lidt ekstra udstyr.

Sådan er alt for mange landmænds tilgang, når de fornyr maskinparken, siger maskinkonsulent Christian Rabølle, Gefion.

Hvis man kigger nøgternt på det, så er det ofte sprøjten, de skal forny, siger han. Mange landmænd er med tiden endt med for lille kapacitet på sprøjten, ofte fordi de har udvidet uden at gå op i sprøjten.

Det koster penge, hvis det er lig med for sen sprøjtning.

"Det er tankevækkende. Når man køber traktor, så betaler man gerne 100.000 ekstra for noget, man måske ikke har brug for, men ved sprøjten har mange for lidt kapacitet, selvom det er der, hvor fortjenesten ligger," siger Christian Rabølle.

Ved Gefions temadag for maskinstrategier, hvor cirka 90 var mødt op, fortalte plantekonsulent Lars Skovgaard Larsen fredag om omkostning ved, at kapaciteten er for lav.

"Vi oplever hvert år en landmand, der ikke har sprøjtet en hektar i vinterhveden, fordi der ikke har været en eneste time, hvor det var muligt, og så har naboen kørt 500 hektar," siger Lars Skovgaard Larsen.

Ved gulrust- og septoria-angreb er tabet på op til et hektokg, svarende til cirka 100 kr., pr. hektar for hver dag, at der ikke sprøjtes mod et angreb. På 10 dagen er effekten kun 50 pct. af den effekt, der var at sprøjte efter fem dage. Hvis der går mere end 10 dage, er det for sent.

Han understreger dog, at ikke alle svampesprøjtninger er lige givtige. Sprøjtninger, man tager for en sikkerheds skyld, giver kun bedre fortjeneste i et mindretal af tilfældene.

En ordentlig kapacitet i sprøjten går også, at landmanden kan sprøjte mere effektivt. Når man sprøjter mod græsukrudt er det vigtigt ikke at køre for hurtigt. Hvis man kører seks km. i timen, giver det en god effekt. Bare lidt hurtigere, ved ni km i timen, er en del af effekten forsvundet. Desuden er der større risiko ved afdrift i høj hastighed.

Hurtigsprøjtning, når kapaciteten er lav, kan dog godt fungere ved tokom og svamp, siger han.

Også ved sprøjtning i specialafgrøder er det vigtigt at have en god kapacitet, så landmanden når det rettidigt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.