Maskinstation mærker øgede krav til udnyttelse af gylle

Skamstrup Maskin- station mærker tydeligt, at der er rift om gyllen, og at der bliver stillet ekstra store krav til udbringningen i år.

Gyllesæsonen blev skudt i gang 1. februar. Hos en af de maskinstationer, der i år skal køre 600.000-700.000 kubikmeter gylle ud for landmænd, er det tydeligt, at der i år er stor fokus på at udnytte gyllen så optimalt som muligt.

»Vi har været ude at tage toppen af enkelte gylletanke, men det er meget begrænset, hvad der har været indtil nu«, siger Andy Østergaard, daglig leder af Skamstrup Maskinstation.

Forklaringen er, at der er større opbevaringskapacitet på grund af den manglende minkgylle. Derudover er der i år meget fokus på, at gyllen skal ud så sent som muligt, så risikoen for tab ved udvaskning minimeres mest muligt.

»Vi har investeret i en ekstra græsjordsnedfælder. Derudover har vi som følge af de nye regler for forsuring af gyllen sikret, at vi har sortjordsnedfældere til alle vogne«, siger Andy Østergaard.

De nye regler medfører bl.a., at syremængden ikke som hidtil skal reguleres ud fra pH i gyllen, men at der i stedet skal bruges en fastlagt mængde syre i gyllen.

»Det fordyrer forsuringen af især biogasgylle, hvor der skal bruges fire-fem gange så meget syre som i ikke-afgasset gylle. Dermed er det lige så billigt at få gyllen nedfældet«, siger Andy Østergaard.

Han mærker tilmed en øget interesse for at få tilsat nitrifikationshæmmere til gyllen.

Det er alt sammen tiltag, der skal sikre en god udnyttelse af gyllen, så der kan spares på den dyre handelsgødning.

Faktaboks

  • Skamstrup Maskinstation mærker, at der er rift om gyllen i år, og at egnens landmænd har meget fokus på, at gyllen skal udnyttes optimalt, så der kan spares på den dyre handelsgødning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.