Metal-planter kan afløse minedrift - høster for 30.000 kr. pr. hektar

Ugen på Spidsen: Det lyder som en fjern fremtidsversion, men allerede nu kan der opnås en fornuftig økonomi ved at dyrke afgrøder, som kan optage store mængder metaller fra jorden. Udbyttet kan være helt op til 250 kg nikkel pr. hektar, og det gør faktisk produktionen lønsom, skriver denne uges klumme-skribent på Mark Plus.

Det er lidt svært at se for sig. Men planteavlere verden over kan blive storleverandør af metaller som nikkel, kobolt, zink og andre metaller i fremtiden.

Forklaringen er, at der findes nogle planter, som optager imponerende store mængder metaller fra jorden.

Det gælder bl.a. den tropiske plante phyllanthus rufuschaneyi, som findes på Borneo.

Planten er en såkaldt hyperakkumulator, som optager store mængder nikkel fra jorden. Årsagen til det store optag er uvis, men forskere mener, at det kan ske som et forsvar mod insektangreb.

250 kg nikkel pr. hektar

På Borneo er der ifølge en artikel bragt i New Scientist allerede etableret en metalfarm, hvor phyllanthus rufuschaneyi dyrkes kommercielt.

Grenene høstes og afbrændes. Derefter kan man ved hjælp af en kemisk proces udvinde nikkel fra asken.

Udbyttet ligger på op til 250 kg nikkel pr. hektar.

Med den aktuelle pris på nikkel, svarer det til, at der høstes for ca. 30.000 kroner pr. hektar.

Det er faktisk tilstrækkeligt til at produktionen er lønsom.

Danske metalfarme

Der går formentlig nogle år, inden vi oplever at naboen praler med, at han har høstet 250 kg nikkel pr. hektar eller 750 kg kobolt pr. hektar.

Men man kan bestemt ikke udelukke, at det kommer til at ske.

Der findes nemlig allerede nu europæiske metalfarme, hvor der høstes 200 kg nikkel pr. hektar.

Der er ganske vist tale om ganske små farme. Men umiddelbart giver det god mening at lade planter afløse minedrift, som forårsager en voldsom indvirkning på miljøet.

Dertil kommer, at efterspørgslen efter metaller som nikkel, kobolt og zink stiger har været stigende i en årrække – og der er ikke udsigt til at efterspørgslen falder i de kommende år. Tvært imod forventes der en voldsom stigning i efterspørgslen.

Den stigende efterspørgsel er blandt andet drevet af den større udbredelse af elbiler – og af det utal af metaller, som skal bruges til alt fra computere, mobiltelefoner, vindmøller, batterier og mange andre tech-produkter.

Det kan derfor ikke udelukkes, at også danske planteavlere i fremtiden skal have metalfarme og dyrke metaller og sjældne mineraler.

Lars Kelstrup er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.