
Siden levnedsmiddelmyndighederne for 20 år fandt et forhøjet indhold af svampetoksinet ocratoksin i nogle partier økologisk rugmel har det været en sejlivet myte, at økologisk korn generelt indeholder flere af de potentielt skadelige svampe.
Det er nu tid at lægge myten endegyldigt død. Det vurderer Lars Egelund Olsen, konsulent i Videncentret for Landbrugs økologiafdeling.
Han har analyseret data fra Fødevarestyrelsen og internationale studier.
»Der er ikke fundet forskelle på indholdet af toksiner i henholdsvis konventionelt eller økologisk korn eller mel i dataene fra Fødevarestyrelsen. Og det underbygges fuldstændig i undersøgelser fra Polen, Norge og England, hvor man har undersøgt havre, byg og hvede. I ingen af undersøgelserne fandt man et højere indhold af toksiner i økologisk korn, end i konventionelt. I flere tilfælde var der faktisk en tendens til det modsatte,« siger Lars Egelund Olsen.
Det er således ikke produktionsformen, økologi eller konventionel, der har betydning for forekomsten af svampetoksiner.
»Der er ikke noget fagligt grundlag for at tro på en sammenhæng. Afgørende er derimod en række forhold omkring vejr, høst, tørring og lagring. Samtidig har pløjefri dyrkning af hvede efter hvede, eller hvede efter majs vist sig at kunne forhøje risikoen,« påpeger Lars Egelund Olsen.
Kommentarer