N-prognosen reducerer behovet med 10.000 ton

En mild og tør vinter gør, at afgrøderne skal tilføres mindre kvælstof end normalt. Derfor skal gødningsplanerne reguleres med 0-15 kg N pr. hektar alt efter bopæl.

Kvælstofprognosen 2019 viser, at der er betydeligt mindre behov for at tilføre kvælstof til afgrøderne end normalt. Det overrasker nok de færreste, da der mange steder er faldet betydeligt mindre nedbør i løbet af vinteren end normalt.

Kvælstofprognosen er lavet ud fra målinger af, hvor meget plantetilgængeligt kvælstof der var i jorden først i februar. Det er målt ved hjælp af N-min målinger i 133 marker fordelt over hele landet. Resultaterne fra N-min målingerne fra de 133 marker er sammenlignet med tilsvarende målinger i perioden 2008-2018. De viser, at der i år har været mere plantetilgængeligt kvælstof i jorden.

Derfor kan man på lerjord i visse områder af landet spare 15 kg kvælstof pr. hektar. Det ses som de grønne områder på kortet. I de gule områder på kortet kan man spare fem kg kvælstof pr. hektar, mens man i de røde områder på kortet ikke behøver at justere gødningsplanen.

Samlet set er konsekvensen af kvælstofprognosen 2019, at landbrugets forbrug af kvælstof kan reduceres med knap 10.000 ton kvælstof i forhold til et normalt år. Det svarer til 3,9 kg kvælstof pr. hektar for alle de hektar, der dyrkes i Danmark. Det er ikke rekord. I 1996 kunne der spares 25-30 kg kvælstof pr. hektar efter en usædvanlig tør vinter. Men den negative Kvælstofprognose er gavnlig for landmændenes pengepung, da der kan spares gødning, og det er gavnligt for miljøet, da der ikke er udvasket så meget kvælstof som normalt i løbet af vinteren.

Hold igen med kvælstof

Ud over, at kvælstofprognosen 2019 viser, at der kan spares kvælstof i nogle områder af landet, så har afgrøderne også optaget mere kvælstof end sædvanligt.

»Mange vintersædsmarker er usædvanligt kraftige i år. Normalt optager vintersæd 10-15 kg kvælstof inden vinteren, men i år har mange afgrøder optaget 30-40 kg kvælstof pr. hektar«, siger Leif Knudsen, chefkonsulent hos Seges.

Han vurderer, at kvælstofprognosen nogle steder i landet ville have været minus 20 kg kvælstof pr. hektar, hvis ikke afgrøderne havde optaget så meget kvælstof.

Leif Knudsen opfordrer derfor til, at man i kraftige vintersædsmarker reducerer tildelingen med 10-15 kg kvælstof pr. hektar i år. Ligesom han tilføjer, at det også kan anbefales at udskyde første kvælstoftildeling.

Faktaboks

Kvælstofprognosen:

  • Kvælstofprognosen laves af Seges i samarbejde med Prognoseudvalget, som består af repræsentanter fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Institut for Fødevarer- og Ressourceøkonomi og Landbrugsstyrelsen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.