Nedbør har sat skub i frøudlægsmarker - er klar til afpudsninger

Med den seneste tids nedbør er der kommet godt gang i græsvæksten, og det er på tide at foretage afpudsningerne, så markerne afhængig af art bliver pudset to-tre gange, så de i første uge af oktober står med en optimal græshøjde på 10-12 centimeter og er klar til vinteren.

Nu er der omsider gode vækstforhold til at komme ud i marken og pudse frøudlægsmarkerne, så de kan få lys og luft til væksten, efter en svær periode lige efter høst.

Sådan lyder vurderingen fra Kristian Juranich, landskonsulent i frø hos Seges.

- Frøudlægget er generelt kommet godt afsted i foråret, men efter høst af dæksæden, der oftest er vårbyg, har udlægget i år stået og bagt i solen i tre ugers tid. Udlægget er ikke blevet skadet, men det er sat lidt i stå, og en del frøavlere har ikke turdet gå i gang med afpudsning af frygt for at skade udlægget.

- De seneste dage har vi fået nedbør, og nu er der kommet godt gang i græsvæksten, og det er på tide at foretage afpudsningerne, så markerne afhængig af art bliver pudset to-tre gange, så de i første uge af oktober står med en optimal græshøjde på 10-12 centimeter og er klar til vinteren.

- Måske kan man endda undvære én af tre afpudsninger på grund af den svage vækst de første uger efter høst, siger han.

Landskonsulenten påpeger, at det kan være en god idé at køre ud med gødning på de frøarter, der kræver gødning i efteråret, i sidste halvdel af september frem for som vanligt i første uge af oktober for at få sat gang i væksten efter den langsomme opstart efter høst.

Det er også tid at få bekæmpet spildkorn i de marker, hvor der er striber efter mejetærskeren, så spildkornsplanterne ikke presser udlægget. Spildkornet har været længe om spire på grund af den tørre periode efter høst. 

Med den nemme høst i år og en mindre grad af aksnedknækning end vanligt, er problemerne med spildkorn dog ikke af de større i år, vurderer landskonsulenten.

Det er også nu, det er tid til at vurdere om nogle udlægsmarker skal pløjes om på grund af fx udfordringer med væselhale i rækken eller andet græsukrudt.

- Men jeg synes nu, at der er kommet rigtigt stort fokus på at holde frømarkerne fri for græsukrudt, enten ved sædskifte eller ved at indføre ipm-tiltag, siger Kristian Juranich.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.