Nordic Sugar: Vådt og koldt vejr sænker sukkerudbyttet

Der er udsigt til gode sukkerudbytter - men tilvæksten sidst på vækstsæsonen har ikke været så stor som normalt, lyder det fra Nordic Sugar.

"Da vi foretog den første prøveoptagning, var der udsigt til udbytter på ca. 10 pct. over de seneste fem års gennemsnit. Det nedjusteres lidt, men der er stadig tale om en god høst", siger Bo Secher, chefkonsulent hos Nordic Sugar.

Årsagen til nedjusteringen af forventningerne til årets sukkerudbytter skal, ifølge Bo Secher, findes i de våde og forholdsvis kølige vejrforhold i september og oktober. Det har givet en mindre indlejring af sukker i roerne end normalt.

"Helt generelt så bliver der høstet mange ton roer pr. hektar, men sukkerindholdet er lavere end normalt. Derfor bliver der ikke høstet så mange ton polsukker pr. hektar, som der var udsigt til ved første prøveoptagning", siger Bo Secher.

Han tilføjer, at sol og varme dog stadig kan bidrage til at øge indholdet af sukker i roerne.

God kampagne

"Vi har ikke fået så meget nedbør som mange andre steder i landet. Men nok til, at det i kortere perioder har knebet med at få roer nok til fabrikkerne. Det har ført til, at nogle roer er taget op under våde forhold", siger Bo Secher.

Han tilføjer, at det især gælder roer til fabrikken i Nakskov. Det har dog ikke været et stort problem for fabrikken, og det får derfor næppe betydning for kampagnen som helhed.

"På fabrikken i Nykøbing var der lidt udfordringer i opstarten, men det har medført, at der var tilstrækkelige tilførsler af roer til fabrikken", fortæller Bo Secher.

De roer, der er leveret til fabrikkerne har tilmed har været forbavsende rene. På trods af det våde føre. Det skyldes, at en stor del af roerne bliver kørt gennem en renser, inden de transporteres til fabrikken.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.