Nordisk frøbank skubber på for hørdyrkning - tester over 400 sorter

Den fælles nordiske frøbank NordGen ser et stort potentiale i dyrkning af hør i de nordiske lande. I år udsår og bedømmer man over 400 sorter fra forskellige frøbanker.

Frøbanken Nordgen testede sidste år 30 forskellige sorter af hør i markforsøg, og i år fortsætter man med endnu større kraft og har forsøgsdyrkning af flere end 400 forskellige hørsorter.

Det fortæller NordGen, som er fælles frøbank for de nordiske lande med hovedkvarter i Alnarp i Skåne.

Frøbanken håber, at arbejdet vil øge interessen i de nordiske lande for en afgrøde, som kan anvendes til både produktion af olie og fibre.

Hør kan blandt andet anvendes til isoleringmateriale, tekstiler, foder, fødevarer, træimprægnering og linoliefarve, og afgrøden er godt tilpasset dyrkning i de nordiske lande. Arealet med afgrøden er imidlertid beskedent i Norden, især når det gælder hør til fiberproduktion, oplyser NordGen.

2023: 30 sorter testet

I 2023 dyrkede NordGen 30 forskellige sorter i markforsøg som en del af et projekt med foreningen Skånelin, Science Park Borås samt et andet projekt kaldet 1 KVM Lin. 27 af sorterne er gamle sorter eller landsorter fra den nordiske frøsamling, mens de tre andre sorter er hentet fra Skånelin.

Formålet med projektet var at indsamle data om sorternes morfologiske egenskaber, altså farve, form og andre synlige egenskaber. Der blev også udført en bedømmelse af om en sort var egnet til produktion af olie eller fibre.

- Hør er en god og simpel afgrøde at arbejde med, og den passer fint til dyrkning i Norden med tre-fire måneder fra såning til høst. Men i dag er der i princippet ingen dyrkning af hør til fiberproduktion i de nordiske lande, og vi vil gerne gøre opmærksom på, at der findes flere sorter i NordGens samling, som er velegnede til fiberproduktion, fortæller Mohammad El-Khalifeh, NordGens planteekspert inden for industriafgrøder.

Markforsøgene i 2023 viste, at 15 af sorterne hører til i kategorien fiberhør. I år dyrkes disse sorter igen, og denne gang på et større areal, nemlig 10 kvadratmeter pr. sort.

Efter høst vil Skånelin efterbehandle det høstede hør og bedømme hvilke sorter som er mest velegnede til fiberproduktion

- Hør har en rigtig stor fremtid i Norden, fordi vi har et perfekt klima og gode jordtyper til hørdyrkning, som det også fremgår af fortidens dyrkning af afgrøden. Vores svenske væverier efterspørger allerede svensk hør, siger Eva Olsson, bestyrelsesformand for Skånelin.

2024: 436 sorter bliver udsået

I 2024 gennemfører NordGen yderligere et hørprojekt med udsåning af 436 forskellige frøprøver for at bedømme og dokumentere morfologi, væksthøjde, størrelse og farve på blomster, ligesom man vil kategorisere frøprøven som oliehør eller fiberhør.

I dette projekt indgår hele NordGens hørsamling på 362 frøprøver, hvoraf størstedelen er doneret fra forædlingsvirksonheden Svalöf Weibull. Yderligere 74 frøprøver, som nedstammer fra Norden, er hentet hjem fra genbanker i Polen, Holland og Tjekkiet.

Sorterne fra de europæiske genbanker skal sammenlignes med hørsorterne i NorGens samling, og har de egenskaber som skiller sig ud, kan de blive optaget i den nordiske frøsamling. 

- Det er vigtigt at bogføre de nordiske hørsorter og opbevare dem hos NordGen. Et andet formål er at opformere sorterne, altså at høste frø af alle 436 frøprøver, så der findes frømateriale til kommende forskningsprojekter. Der er interesse for at etablere andre projekter, og så er det nødvendigt med en større frømængde, siger Mohammad El-Khalifeh.

Faktaboks

Hørdyrkning og anvendelse

  • Hør har været dyrket rundt om i verden i flere tusinde år. I Norden har dyrkning af hør været kendt siden 100-tallet. Frem til industrialiseringen var hørdyrkning udbredt i hele Norden og var en vigtig afgrøde.
  • Oliehør kan blandt andet anvendes til fremstilling af foder eller fødevare samt til farve, sæbe eller olie til træbehandling.
  • Hør til fiberproduktion har en af de stærkeste fibre i lanteriget og kan anvendes til produktion af tekstiler, reb og forskellige former for isolering, fx som brandhæmmende materiale i branddøre.

Kilde: NordGen

Emneord PLUS, Fremhævet

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.