
Står man som landmand og er på vippen til at få afvist et parti maltbyg på grund af for højt proteinindhold, så er der nu hjælp at hente hos firmaet Gl. Buurholt Hovedgaard.
Firmaet har nemlig investeret i et svenskfremstillet, højteknologisk BoMill kornsorteringsanlæg, der kan finsortere korn efter proteinindhold med meget høj præcision.
Det fortæller Gl. Buurholt i en pressemeddelelse.
- Vores nye anlæg fungerer på den måde, at kornkernerne passerer forbi et nir-kamera, der arbejder med nær-infrarød teknologi. Kameraet gennemlyser hver enkelt kerne, og proteinindholdet i den enkelte kerne registreres, forklarer indehaveren af Gl. Buurholt Hovedgaard, Visti Møller.
Når proteinindholdet i hver enkelt kerne er registreret, sorteres kernerne efter proteinindhold.
Kapaciteten er 22.000 kerner i sekundet, hvilket svarer til omkring fire tons i timen.
Sorterer også brødhvede
- På samme måde, som når der er tale om maltbyg, kan vi også sortere brødhvede, hvis det kniber med at nå op på det proteinniveau, der kræves, fortæller Visti Møller.
- Uanset, om der er tale om hvede eller byg, kan vi nemlig indstille anlægget til at sortere efter det ønskede proteinindhold, føjer han til.
Kornsorteringsanlægget styres af en kraftig computer, som gør det muligt at udbygge anlægget til en højere kapacitet, hvis der skulle blive behov for det.
Det samlede anlæg er praktisk opbygget på en lastbiltrailer og omfatter blandt andet også en renseenhed og diverse siloer, så man kan køre fra gård til gård og sortere korn for landmændene.
Nye perspektiver: Sortering efter fusarium
I horisonten øjner Visti Møller nye perspektiver i sit nye kornsorteringsanlæg.
- Jeg er blevet bekendt med, at en canadier, der også har investeret i et BoMill anlæg som vores, anvender det til at sortere korn efter forekomst af fusarium-svampe i kernerne. Skulle der opstå interesse for det herhjemme, kunne jeg godt forestille mig, at det er noget, vi vil gå ind i på et tidspunkt, siger han.
Investeringen i det avancerede kornsorteringsanlæg har sin baggrund i, at Gl. Buurholt Hovedgaard sammen med blandt andre Københavns Universitet er deltager i det såkaldte Boost-projekt, hvor der arbejdes med økologiske kornsorter og nye anvendelsesmuligheder for disse.
Kommentarer