Nu sættes det tunge kavaleri ind mod skadedyr i raps
Droner skal anvendes til at landsætte naturlige fjender til skadedyr i raps i nyt dansk projekt.

Nu skal løbebiller og snyltehvepse i stigende grad beskytte raps mod skadedyr som glimmerbøsser og rapsjordlopper. Et nyt dansk projekt vil nemlig udvikle droner til at transportere de naturlige fjender ud på arbejde i rapsen.

I raps er det som bekendt ofte nødvendigt at bruge pesticider for at holde de skadelige insekter i skak.

Til gengæld har rapsens skadedyr deres egne naturlige fjender i insektverdenen, og det er disse naturlige fjender, som forskningsprojektet vil benytte sig af.

Projektet har som formål at udvikle en ny og effektiv metode til at udbringe nyttedyrene til rapsmarker og dermed booste deres naturlige bestande.

Droner skal sprede naturlige fjender

Projektet, der ledes af virksomheden Ecobotix, er et tæt samspil mellem forskere, rådgivere, planteavlere, biologer og ingeniører.

Partnerne i projektet vil kombinere teknologi og naturens fødekæde og udvikle et system, hvor droner spreder rovbiller, løbebiller og snyltehvepse over rapsmarker.

Syv svampe og skadedyr du skal holde øje med lige nuMark 30. april · 09:18

Disse insekter har det til fælles, at de går til angreb på glimmerbøsser og rapsjordlopper uden at skade rapsafgrøden.

Det er ikke nyt at bruge droner til at sprede insekter, men det er første gang, at rovbiller og løbebiller sættes i aktion. Derfor handler en del af projektet om at videreudvikle drone-spredningsudstyr, der kan sprede netop disse insekter.  

Biller og hvepse fanges ind og opformeres

Det første skridt bliver at indfange billerne og snyltehvepsene og få disse nyttedyr til at formere sig, og denne opgave står Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet for.

Når de har fanget og opformeret tilstrækkeligt med løbebiller, rovbiller og snyltehvepse, kan projektet gå i gang med at airdroppe nyttedyrene ned på rapsmarkernes skadedyr. Forskerne fra Aarhus Universitet har også ansvar for at overvåge, hvordan nyttedyrene klarer turen i dronen og landingen på rapsmarken.

Metoden forventes at nedbringe dansk jordbrugs samlede pesticidbelastning og forbedre mulighederne for at dyrke økologisk raps.

Faktaboks

Projekt ØkoRaps

  • Formål: Udvikling af øko-drone til integreret plantebeskyttelse i raps
  • Budget: 7,8 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram
  • Deltagere: Ecobotix (projektleder), Aarhus Universitet, EWH BioProduction, LMO, AgroVest, Danmarks Biavlerforening og landmænd
  • Varighed: 3,5 år, fra juli 2018 til december 2021

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.