
Syngenta har et nyt middel klar til sæson 2021. D
enne gang er det ikke et bekæmpelsesmiddel, men en biostimulant - der, som ordet siger, skal stimulere planternes vækst.
Det er registreret som et gødningsmiddel - ikke et sprøjtemiddel, fortalte Morten Lind fra Syngenta på et af torsdagens webinarer på Planter i Fokus.
»Det nye middel hedder Quantis, og det hjælper planterne til bedre at kunne tåle varme- og tørkestress, hvis det gives forebyggende, altså inden stressen opstår.
Quantis er et restprodukt fra fermentering af sukkerrør og kommer fra Sydamerika. Det er testet i en lang række afgrøder, og vi har set effekter i samtlige afgrøder. De bedste resultater har vi set i kartofler«, siger Morten Lind.
Forsøg i kartofler i DK
Quantis blev, i samarbejde med Ytteborg, testet i kartofler på Ytteborgs forsøgsmark ved Arnborg i 2020.
Her blev kartoflerne behandlet med Quantis en, to eller tre gange. I halvdelen af forsøget undlod man tre vandinger ud af seks for at stresse kartoflerne yderligere, fortæller Morten Lind.
»I den fuldt vandede del kunne vi ikke se forskel på, om der blev brugt Quantis eller ej. Det er klart, at man med fuld vanding ikke kan forvente sig så meget effekt af et produkt, der virker mod tørkestress. Udbyttet lå på 64 ton pr. ha i snit«.
I den del af forsøget, der kun var vandet tre gange, begyndte de at se effekter.
»Først og fremmest var udbyttet faldet med 10 ton pr. ha, men det er ikke overraskende, at færre vandinger koster. Forsøget var dog ikke sikkert nok til at vise statistisk sikre resultater, så jeg kan kun fortælle om tendenser.
Der var tendens til, at én behandling med Quantis gav et løft i udbyttet, mens flere behandlinger gav endnu større løft. Det er i tråd med det, vi har set tidligere i vores forsøg«, siger Morten Lind.
Balaya er stadig på vej
På samme webinar præsenterede Jakob Skodborg Jensen fra BASF svampemidlet Balaya, som har været på vej til korn længe, og som han håber bliver godkendt før sæson 2021.
»Der er i den grad behov for Balaya, da midlet er meget stærkt mod Septoria i hvede i forhold til de hidtidige svampemidler. Og så er Balaya vigtig at have med i paletten af svampemidler i kampen mod resistens, da der bliver færre og færre svampemidler til rådighed«, siger han.
Balaya indeholder det nye triazol Revysol og Comet Pro. Selv om septoria har udviklet resistens mod triazoler, har Revysol alligevel vist sig at kunne bekæmpe septoria.
Kommentarer