Ny konkurrence kårer danmarksmesteren i jordsundhed

Der er god økonomi i at have en sund og dyrkningssikker jord. Seges kårer i den kommende sæson en danmarksmester i disciplinen jordfrugtbarhed inden for både konventionel og økologisk drift.

I den kommende vækstsæson kårer Seges den første Danmarksmester i jordfrugtbarhed. Det sker i to kategorier: Konventionel drift og økologisk drift. 

Formålet med konkurrencen er at finde og hylde de landmænd, der gør en ekstraordinær indsats for at øge jordfrugtbarheden. 

Gratis at deltage

Vil du være med i konkurrencen, skal du derfor inden 1. februar tilmelde dig konkurrencen - eller blive nomineret af andre.

For at deltage i konkurrencen skal man udfylde et skema på en hjemmeside, som offentliggøres i løbet af januar 2021. I løbet af januar vil der på LandbrugsInfo løbende blive orienteret om konkurrencen.

Hvad er jordfrugtbarhed?

Jordfrugtbarheden påvirkes af mange ting. Først og fremmest skal jorden være et godt dyrkningsmedie for afgrøderne. Det er den ved at stille næringsstoffer til rådighed for afgrøden og ved at have en god evne til at modstå stress fra f.eks. udtørring, jordpakning og vinderosion.

Derudover er det ofte kendetegnende for en god jord, at den har et højt indhold af humus samt en god jordstruktur.

Hvordan forbedres jordfrugtbarheden

Det kræver ofte en række forskellige tiltag og et langt sejt træk at  forbedre jordens frugtbarhed. Det kan være tiltag som efterafgrøder, alsidige sædskifter og tilførsel af organisk materiale. 

I konkurrencen vil der være en række forskellige forhold som indgår i vurderingen af deltagernes arbejde med jordfrugtbarhed.

Når du tilmelder dig får du mulighed for at fortælle om, hvordan du arbejder med  jordfrugtbarhed. Samtidig vil du blive bedt om at svare på nogle spørgsmål om for eksempel:

  • Jordbearbejdning
  • Ændringer i jord og afgrøder over tid
  • Jordanalyser og organisk materiale
  • Brug af efterafgrøder og tilførsel af organisk materiale

Følg med på LandbrugsInfo, hvor der i starten af 2021 vil komme meget mere info om DM i jordfrugtbarhed.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.