Ny, simpel og billig metode til selv at måle nitrat i drænvand

»Jeg synes, det er nyttigt at kunne måle, om jeg taber kvælstof fra markerne og følge udviklingen over året i forskellige afgrøder. Så kan jeg også dokumentere det, hvis der ikke vasker noget ud fra mine marker - og vise, at jeg har styr på kvælstoffet«, siger landmand Per Nørgaard Sognstrup fra Holstebro.

Seges har testet et nyt værktøj til hurtigmåling af nitrat i drænvand, de såkaldte ’Nitratstrips’. Det er et smart og billigt værktøj til at lave hurtig-analyser, som alle kan bruge.
»Landmanden kan bruge det nye værktøj til selv at følge udviklingen af kvælstof i drænvandet fra sine marker år for år og få et bedre overblik over, hvad der sker i markerne«, fortæller Sebastian Piet Zacho fra Seges, der har været med til at teste det nye værktøj.

»Vi får også efterspørgsel fra landmænd, der er skeptiske over myndighedernes vurdering af niveaet for kvælstofudvaskning og gerne vil kunne dokumentere, hvor meget kvælstof der er i drænvandet fra deres marker«, siger han.

Hurtiganalysen fungerer ved, at man dypper nitratstripsen i drænvandets udløb, og få sekunder efter kan farven aflæses på et kort eller scannes med en mobiltelefon via en app. I løbet af få minutter har man et tal for nitratindholdet.

 

Et nyttigt værktøj

Det nye værktøj bliver allerede brugt hos oplandskonsulenterne til hurtigt at vurdere, hvor minivådområder bedst kan placeres. Men Nitratstrips kan også være et nyttigt værktøj for mange landmænd.

Per Nørgaard Sognstrup fra Holstebro-egnen er en af de landmænd, der ser muligheder i det nye værktøj.

»Som landmand kunne jeg godt tænke mig at vide noget mere omkring, om vi taber kvælstof nedenud, eller om det går i planterne. For mig er kvælstof planternes benzin, så det har jeg ikke lyst til at tabe ret meget af. Derfor synes jeg, det er spændende at kunne måle, hvor meget kvælstof der løber i drænvandet og holde øje med kvælstofniveauet henover året", siger han.

Læs meget mere om det nye værktøj i det nye nummer af Magasinet MARK, der udkommer 1. december.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.